Antonov An-2, med NATO-kaldenavn “Colt“, (og det russiske tilnavn Kukuruznik – “majsflyet”) er et sovjetisk en-motoret biplan, der blev udviklet og masseproduceret i mere end 18.000 eksemplarer af Antonov Design Bureau i Kiev, i Ukraine fra 1947 til 2000.
Ved første øjekast ligner Antonov An-2 noget, der hører til i tiden mellem de to verdenskrige.
Med to sæt vinger, (biplan), sit fastlåste understel og en buldrende stempelmotor i næsen strider flyet mod alt, hvad vi forbinder med moderne, strømlinet luftfart.
Men man skal ikke lade sig narre af det gammeldags ydre: An-2 er et af flyhistoriens mest geniale, slidstærke og succesfulde fly designet til at overleve og præstere, hvor alle andre må give op.
Født ud af en Sibirisk nødvendighed
Lige efter 2. verdenskrig fik den legendariske russiske flykonstruktør Oleg Antonov fik til opgave at designe et alsidigt fly for det sovjetiske ministerium for landbrug og skovbrug.
Sovjetunionen strakte sig over elleve tidszoner, og store dele af Sibirien, Centralasien og det fjerne øst havde absolut ingen infrastruktur.
Der var brug for et fly, der kunne fungere som en flyvende traktor: Det skulle kunne fragte fragt, sprøjte marker, transportere passagerer og flyve lægehjælp ud til fjerne landsbyer.
Kravspecifikationen var benhård:
- Det skulle kunne lande og lette fra opkørte mudderveje, græsmarker og sne.
- Det skulle kunne vedligeholdes i felten med simpelt håndværktøj.
- Det skulle have ekstreme løfteegenskaber ved lav hastighed.
Oleg Antonov traf derfor et radikalt valg: Han valgte en biplan-konfiguration til flyet. Selvom luftfarten var på vej ind i jetalderen, gav de to sæt vinger præcis det store vingeareal, der gav flyet dets enorme løftevne, som opgaven krævede.
Den første prototype fløj første gang den 31. august 1947, og flyet blev øjeblikkeligt en succes.
En aerodynamisk genistreg: Flyet, der ikke kan stalle
Det mest fascinerende ved Antonov An-2 er flyets aerodynamik. Traditionelle fly har en kritisk mindstehastighed (stall speed) – hvis flyet flyver langsommere end dette, mister vingerne opdrift, og flyet falder ud af luften.
An-2 har i princippet ikke nogen stall-hastighed. Piloten kan bevare fuld kontrol over flyet helt ned til omkring 50 km/t. Dette skyldes et avanceret system af automatiske slats (vingeforklapper) på overvingerne. Når hastigheden falder til under 64 km/t, falder disse klapper automatisk ud ved hjælp af luftstrømmen, hvilket ændrer vingens profil og genererer et stort ekstra løft.
Hvis motoren skulle svigte totalt, og piloten trækker styrepinden helt tilbage, vil flyet ikke stalle og styrte mod jorden. I stedet vil det synke langsomt mod jorden med en hastighed, der svarer til en faldskærm (ca. 5 meter i sekundet) – en hastighed, som det robuste understel er designet til at absorbere uden store skader på besætningen.
Faktisk betød den lave mindstehastighed, at hvis et Antonov An-2 flyver i kraftig modvind på for eksempel 60 km/t, kan flyet reelt flyve baglæns i forhold til jorden eller svæve helt stille på stedet.
Rå mekanik og overlevelsesevne
Flyet er drevet af en massiv Shvetsov ASh-62 9-cylindret stjernemotor, der yder 1.000 hestekræfter. Shvetsov ASh-62 motoren er baseret på ældre amerikanske Wright Cyclone-licenser, og den er kendt for at være ekstremt pålidelig. Den kan køre på stort set alle former for lavoktan-benzin, hvilket var afgørende i de mest afsidesliggende egne af Sovjetunionen.
Hele flyets konstruktion signalerer lavpraktisk funktionalitet:
- Pneumatiske bremser: Bremserne og kontrolfladerne drives af trykluft frem for hydraulik. Hvis systemet lækker, kan det let fyldes op igen med en indbygget kompressor.
- Mekanisk brændstofmåler: Brændstofmåleren er bogstaveligt talt et glasrør i kabinen, hvor piloten direkte kan se benzinspejlet.
- Udskifteligt landingsstel: Det faste understel kan på få timer udskiftes med enten ski til vinterbrug i Arktis eller store pontoner, så det kan lande på sibiriske floder.
En global rekordholder
Selvom An-2 blev designet som et nationalt sovjetisk arbejdsredskab, endte det med at blive eksporteret til hele verden.
Det blev produceret i enorme tal, ikke kun i Sovjetunionen, men også på licens i Polen (hos PZL-Mielec) og i Kina (under navnet Shijiazhuang Y-5).
Da den officielle produktion endelig stoppede i 2001, var der bygget over 18.000 eksemplarer, i løbet af 54 år, hvilket gør det til en af de længste og mest omfangsrige produktionsperioder for noget fly i historien, kun overgået af typer som Lockheed C-130 Hercules.
Flyet har løst utallige opgaver: Det har smidt millioner af tons gødning over kollektivlandbrugene, uddannet tusindvis af sovjetiske faldskærmssoldater og fungeret som det første flyselskab for generationer af mennesker i isolerede fjeldegne.
Selv i dag, mere end 75 år efter sin jomfruflyvning, er der stadig hundreder af An-2 i aktiv drift på tværs af Eurasien, Afrika og Sydamerika – et levende bevis på, at simpel, gennemtænkt mekanik ofte overlever højteknologiske løsninger.
