BAC One-Eleven, (BAC 111), var et to-motoret narrow-body jet passagerfly, der blev udviklet i starten af 1960’erne og produceret fra 1963 – 1982 af British Aircraft Corporation (BAC).
Flyet blev oprindelig udviklet i 1950’erne af den britiske flyproducent Hunting Aircraft som Hunting 107, der var et 30-sæders jet passagerfly.
BAC 111 opnåede den sjældne “ære”, at blive licensproduceret i et land bag den daværende kolde krigs jerntæppe i Europa, nemlig i Rumænien fra 1982 til 1989.
En ny generation af passagerfly
I juli 1956 udgav det engelske flyselskab British European Airways (BEA) en rapport, der beskrev den næste generation af passager jetfly.
De skulle operere sammen med BEAs eksisterende flåde af turboprop passagerfly.
Udgivelsen af rapporten førte til en række forskellige designforslag fra den britiske luftfartsindustri.
Efter de (tragiske) erfaringer med verdens første jet passagerfly de Havilland Comet indledte flyproducenter over hele verden et kapløb om udvikling af de første kort- og mellemdistance jet passagerfly.
I løbet af 1960’erne blev kortdistance jet passagerfly som Sud Aviation Caravelle, Boeing 737 og Douglas DC-9 udviklet.
Fusionering
I 1960 fusionerede Hunting Aircraft, efter pres fra den britiske regering, med de britiske flyproducenter Vickers-Armstrongs, Bristol og English Electric.
Fusionen dannede British Aircraft Corporation (BAC).
BAC indså at der ikke rigtig ville være et marked for et jet passagerfly som Hunting 107, med en kabine med kun 30 sæder.
Derfor blev projektet videreudviklet til BAC 107, der var et jet passagerfly med en kapacitet på 59 passagerer, og med Bristol Siddeley BS75 turbofan motorer.
Men BAC 107 viste sig også at være for lille.
Derfor blev hele flydesignet revideret til et nyt fly, BAC One-Eleven, med en kapacitet på 80 passagerer og med nye Rolls-Royce Spey turbofan motorer.
Den første prototype af BAC One-Eleven, eller BAC 111, fløj første gang den 20. august 1963.
Det første operationelle eksemplar af BAC One-Eleven blev leveret den 22. januar 1965 til flyselskabet British United Airways (BUA).
En kraftigt forlænget version med 119 sæder, BAC One-Eleven 500, blev introduceret i 1967.
En solid succes
BAC One-Eleven opnåede en udbredt succes som et af de første jet passagerfly i tiden lige efter de Havilland Comet.
Store og førende flyselskaber over hele verden købte og brugte BAC One-Eleven helt frem til midten af 1990’erne.
Når de store operatører udfasede deres BAC 111 fly, blev flyene ofte solgt til mindre flyselskaber i Fjernøsten og Afrika.
En hovedårsag til at BAC 111 fly blev udfaset af de europæiske flyselskaber, var nye tøjreduktionsregler, der trådte i kraft i marts 2003.
Det blev for dyrt at tilpasse de efterhånden gamle og umoderne Rolls-Royce Spey motorer til de nye støjregler.
Der skulle monteres dyre dæmpningssæt på motorerne, og mange europæiske operatører valgte at skille sig af med deres BAC 111.
I 2010 besluttede Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (EASA) , efter en anmodning fra Airbus, at tilbagekalde typecertifikatet for BAC One-Eleven.
Som følge af den beslutning kunne BAC One-Eleven fly, der var registreret i EU, ikke længere opnå et normalt luftdygtighedscertifikat.
I december 2012 blev den sidste operationelle One-Eleven trukket ud af tjeneste.
Licensbygget i Rumænien
Som nævnt opnåede BAC 111 den sjældne, nogle vil måske kalde tvivlsomme, ære at blive licensbygget i det daværende socialistiske Rumænien bag den kolde krigs jerntæppe.
Den 9. juni 1979 indgik Rumænien og Storbritannien en kontrakt om licensproduktion af One-Eleven i Rumænien.
Aftalen omfattede levering af tre komplette One-Eleven-fly sammen med en kontrakt på produktion af mindst 22 i Bukarest, i Rumænien.
Aftalen omfattede også en rumænsk licensproduktion af Rolls-Royce Spey-motorer og certificering af flyet i henhold til britiske standarder af den civile luftfartsmyndighed.
Rumænerne forventede et marked for op til 80 rumænskbyggede fly, primært til Kina og andre udviklingsøkonomier, og muligvis Østeuropa.
Flyet blev omdøbt til Rombac 1-11…
