Handley Page HP.67 Hastings var et britisk fire-motoret militært transportfly, der blev udviklet under 2. verdenskrig af Handley Page i Radlett i Hertfordshire i England for Royal Air Force (RAF) og produceret fra 1947 til 1952.
Da det blev taget i brug i september 1948, var Hastings Royal Air Forces hidtidigt største transportfly.
Udviklingen af Hastings blev påbegyndt under Anden Verdenskrig efter en specifikation fra det daværende Air Ministry, (Air Staff Specification C.3/44), der omhandlede et nyt stort fire-motoret transportfly til RAF.
Fremskyndet debut på grund af Berlin krisen
Den første militære Hastings prototype fløj første gang den 7. maj 1946.
Testflyvninger afslørede dårlige flyveegenskaber, som blev løst efter modifikationer af flyets halekonstruktion.
Indsættelsen af Hastings i aktiv tjeneste blev fremskyndet efter Sovjetunionens blokade af Berlin i 1948.
Efter Sovjetunionen havde blokeret al adgang til Berlin via landjorden organiserede de vestlige lande i Europa og USA en luftoperation, der leverede forsyninger til byen.
Færdiggørelsen af 32 Hastings fly blev fremskyndet, så de kunne deltage i Operation Berlin Airlift fra 1948 til 1949.
En civil version Hermes fik en dårlig start
En civil version af Hastings, Handley Page Hermes, blev udviklet og produceret sideløbende med Hastings.
Et fatalt havari under den første flyvning med en Hermes prototype, forsinkede udviklingen af Hermes, og den britiske regering valgte derefter at fokusere på udviklingen af den militære Hastings.
Hermes blev aldrig en succes og der blev kun bygget 29 eksemplarer af den civile version.
Et standard transportfly for RAF
I takt med at der blev leveret flere og flere Handley Page Hastings til RAF blev krigstidens store transportfly Avro York udfaset fra RAF.
Avro York var en transportversion af 2. verdenskrigs berømte Avro Lancaster bombefly.
RAFs Transport Command benyttede i stor stil Hastings som standard langdistancetransportfly, og flyet blev indsat i konfliktområder som Suez-krisen i Mellemøsten i 1956 og i konflikten mellem Indonesien og Malaysia i starten af 1960’erne.
Hastings blev eksporteret til New Zealand, hvor Royal Air Force (RNZAF), brugte Hastings som transportfly.
RAF benyttede Hastings helt frem til slutningen af 1960’erne, og i 1977 blev det endeligt udfaset af RAF.
Hastings blev afløst af nye turboprop transportfly som Bristol Britannia og det amerikanske Lockheed Hercules.
