Lockheed D-21 var en amerikansk supersonisk ramjet rekognosceringsdrone, der blev udviklet i starten af 1960’erne af Lockheed Corp. i USA og produceret fra 1964 til 1971.
Dronen var resultatet af (endnu) et koncept fra Lockheed Corporations tophemmelige Skunk Works og dets legendariske leder Kelly Johnson.
D-21 var udstyret med en ramjet motor, der gav dronen en maksimal hastighed på Mach 3,35 hvilket svarer til 4.104 km/t.
Et brug-og-smid-væk produkt
Lockheed D-21 blev udviklet og produceret som et produkt til engangsbrug.
Dronen var designet til at bære et enkelt højopløsnings fotografisk kamera og fløj tophemmelige rekognosceringsmissioner efter en forudprogrammeret flyverute.
Efter en vellykket mission over fjendtligt territorium blev kameramodulet med fotooptagelser frigjort fra dronen.
Modulet blev samlet op af et Lockheed JC-130 Hercules fra det amerikanske flyvevåben og herefter selvdestruerede dronen.
Lockheed D-21 blev oprindeligt udviklet til at kunne opsendes fra en to-sædet version M-21 af Lockheed A-12, (Project Oxcart), der var forløberen for Lockheeds legendariske SR-71 Blackbird fly.
Efter et fatalt havari, som den ene af de to A-12 piloter ikke overlevede, udviklede man en ny metode til opsendelse af D-21 dronen fra et Boeing B-52 Stratofortress bombefly.
Der blev foretaget flere vellykkede testflyvninger, efterfulgt af mindst fire mislykkede operationelle flyvninger med D-21 dronen over Kina, før programmet blev aflyst i 1971.