F-35 sagen handler ikke kun om Forsvarsministeriet – den handler om et politisk system uden ejerskab.

Fredag den 8. juni 2026 rettede Statsrevisorerne en skarp kritik mod Forsvarsministeriet for manglende overblik over de samlede udgifter til de danske F-35-kampfly. Det skrev vi om den dag her på flyvere.dk.

Nu følger vi her på flyvere.dk op med en long-read artikel, der ser på de strukturelle problemer, der klæber sig til stort set alle store offentlige projekter og investeringer i Danmark, og på hvorfor den sammer opblomstring af en kritik, der i disse VM i fodbold-tider, i højere grad fokuserer på manden end på bolden.

Denne nye F-35 sag kan bruges som en anledning til at undersøge et vedvarende mønster i dansk forsvarsforvaltning og den politiske ansvarskultur i Danmark.

Endnu et offentligt projekt, der er blevet fordyret

Hvorfor ser vi igen og igen, at Forsvarsministeriet bliver kritiseret for økonomistyring, materielanskaffelser og beslutningsgrundlag – uanset om ministeren hedder Claus Hjort Frederiksen, Trine Bramsen, Troels Lund Poulsen eller Jeppe Bruus?

Hvorfor vender de samme typer af kritik tilbage år efter år, og hvem ejer egentlig ansvaret for at løse problemerne?

Det er et spørgsmål, som både forsvarsfolk, embedsmænd, politikere og almindelige borgere kan have en legitim interesse i at diskutere.

Historien risikerer hurtigt at blive reduceret til “Forsvarsministeriet har regnet forkert – derfor er F-35 en dårlig investering”.

Men Statsrevisorernes kritik handler i højere grad om styring, økonomisk gennemsigtighed og beslutningsgrundlag end om selve flyet. Hvis man ikke skelner mellem de to ting, kommer man let til at skyde på platformen frem for på processen.

Samtidig er der en interessant historisk dimension, som man ikke må overse: Dette er ikke første gang, Statsrevisorerne og Rigsrevisionen kritiserer Forsvarsministeriets håndtering af F-35-programmet. Allerede i 2017 kritiserede Statsrevisorerne ministeriets beslutningsgrundlag for ikke i tilstrækkelig grad at beskrive usikkerheder og risici omkring både omkostninger og operativ effekt.

Det giver anledning til et mere principielt spørgsmål: Har Forsvarsministeriet reelt lært af den kritik, der blev rejst for næsten ni år siden?

Men måske er det slet ikke det rigtige spørgsmål at stille.

Hvis ansvar er det reelt?

Der er en reel risiko for, at debatten bliver for snæver, hvis man accepterer præmissen om, at “Forsvarsministeriet har fejlet”, uden også at spørge, hvilken rolle de politiske beslutningstagere selv har spillet – og spiller hver dag i den politiske proces, der jo styrer vores samfund i alle detaljer.

Det er værd at huske, at et ministerium ikke er en selvstændig aktør. Embedsværket udarbejder analyser, prognoser og anbefalinger, men de politiske mål, økonomiske rammer og beslutninger fastlægges af ministre og Folketing.

Derfor kan man stille nogle (måske) ubehagelige spørgsmål:

• Har skiftende forsvarsministre og forsvarsordførere efterspurgt realistiske budgetter – eller politisk spiselige budgetter?
• Har Folketinget været tilstrækkeligt interesseret i usikkerhederne, eller har man foretrukket de mest optimistiske scenarier?
• Er det politisk lettere at kritisere embedsværket efterfølgende end at erkende, at man selv godkendte grundlaget?

Der findes et velkendt mønster i store offentlige projekter: Politikerne efterspørger et tal, der gør projektet muligt at vedtage. Embedsværket (sammen med interne og eksterne konsulenter) leverer det bedst mulige estimat inden for de givne forudsætninger. År senere viser virkeligheden sig mere kompleks, og så placeres ansvaret hos embedsmændene, selv om de oprindelige beslutninger blev truffet politisk.

Det betyder ikke, at embedsværket er uden ansvar. Tværtimod. Hvis Statsrevisorernes kritik holder, har Forsvarsministeriet et alvorligt problem med økonomistyring og rapportering.

Historien og dens sager og skandaler bør altid ses fra mere end en side

Men man kan argumentere for, at Statsrevisorernes kritik kun belyser den ene halvdel af historien.

Den anden halvdel er, om Folketinget reelt ønsker at blive konfronteret med de fulde omkostninger ved et moderne forsvar.

For her støder man ind i noget, der er næsten tabu i dansk forsvarspolitik:

I årtier har et bredt flertal af Folketingets partier ønsket et moderne forsvar, men ofte uden at ville fortælle vælgerne, hvad det faktisk koster.

Når regningen så stiger, fremstilles det som en skandale.

Men er det en skandale, at avancerede våbensystemer bliver dyrere over 30-40 år?

For hvis man ser på de seneste 20 år, er kritikken af Forsvarsministeriet næsten blevet en konstant. Ministre er kommet og gået. Regeringer er skiftet. Embedsmænd er blevet udskiftet. Forsvarschefer er blevet pensioneret.

Historien gentager sig og kritikken vender tilbage

Når det sker så konsekvent gennem så mange år og under så mange forskellige regeringer, begynder det at ligne et strukturelt problem snarere end et problem, der kun involverer enkeltpersoner eller enkelte ministerier og instutioner..

Og strukturelle problemer har ofte deres rod i de politiske incitamenter.

Hvis Forsvarsministeriet igen kritiseres for mangelfuldt økonomisk overblik, er spørgsmålet ikke kun, hvad embedsmændene har gjort forkert. Spørgsmålet er også, hvorfor skiftende regeringer og folketingsflertal gennem årtier har accepteret de samme problemer uden at ændre systemet. Når kritikken gentager sig under forskellige ministre, forskellige forsvarschefer og forskellige regeringer, bliver det stadig sværere at forklare problemerne med enkeltpersoners fejl.

Måske er den egentlige historie ikke, at Forsvarsministeriet svigter politikerne.

Måske er historien, at politikerne har skabt et system, hvor ingen for alvor stilles til ansvar.

F-35-sagen handler ikke kun om Forsvarsministeriet – den handler om et politisk system uden ansvarsfølelse og ejerskab

Historien har allerede fundet sin plads i den velkendte danske fortælling om forsvarsanskaffelser: Endnu et dyrt projekt. Endnu en budgetoverskridelse. Endnu en kritik af Forsvarsministeriet.

Men måske er det netop derfor, at sagen fortjener en mere grundig analyse.

For hvis man skræller de umiddelbare overskrifter væk, står man tilbage med et spørgsmål, der rækker langt ud over F-35.

Hvordan kan det være, at Danmark igen og igen oplever de samme problemer i forsvarssektoren – uden at nogen for alvor tager ejerskab over dem?

Den nemme forklaring

Den nemme forklaring er, at Forsvarsministeriet har begået fejl.

Hvis ministeriet ikke har haft tilstrækkeligt overblik over de samlede udgifter eller ikke har givet Folketinget et retvisende billede af økonomien, så er kritikken naturligvis berettiget.

Det er en grundlæggende demokratisk forudsætning, at Folketinget træffer beslutninger på et korrekt grundlag.

Når der investeres tocifrede milliardbeløb i kampfly, har både politikere og skatteydere krav på gennemsigtighed.

Så langt er der næppe nogen uenighed.

Men forklaringen bliver utilstrækkelig, hvis man stopper der.

Vi har set det før

Dette er ikke første gang, Forsvarsministeriet kritiseres.

Det er heller ikke første gang, Statsrevisorerne eller Rigsrevisionen peger på mangelfuld økonomistyring, utilstrækkelig projektledelse eller svag rapportering. Tværtimod.

Ser man tilbage over de seneste årtier, tegner der sig et bemærkelsesværdigt mønster, hvor kritikken vender tilbage.

Gennem de seneste to årtier er ministre kommet og gået, forsvarschefer er blevet udskiftet, organisationer er blevet reformeret, og nye politiske flertal har overtaget ansvaret. Alligevel vender kritikken tilbage med bemærkelsesværdig regelmæssighed.

Det rejser spørgsmålet, om problemerne i virkeligheden stikker dybere end de personer, der midlertidigt sidder for bordenden.

Når det sker gennem så mange år og under så mange forskellige politiske ledelser, begynder det at ligne noget mere grundlæggende end enkeltpersoners fejl.

Det begynder at ligne et systemproblem.

Hvem ejer egentlig problemet?

Det er her, debatten ofte bliver interessant. Når kritik rammer et ministerium, opstår der næsten automatisk en fortælling om, at embedsværket har svigtet. Men ministerier er ikke selvstændige politiske aktører, og embedsmænd træffer ikke de grundlæggende politiske beslutninger.

Det er hverken embedsværket, der afgør, hvilke kampfly Danmark skal købe, fastlægger forsvarsforligene eller beslutter størrelsen på forsvarsbudgettet. De beslutninger træffes af politikerne, som også bestemmer, hvor mange ressourcer Folketinget ønsker at afsætte til landets sikkerhed.

Embedsværkets opgave er derimod at udarbejde analyser, beregninger og beslutningsoplæg, som kan danne grundlag for de politiske valg. Det er de folkevalgte, der i sidste ende træffer beslutningerne.

Det er altsammen politikerne, der beslutter alle disse ting.

Embedsværket producerer analyser, beregninger og beslutningsoplæg.

De folkevalgte træffer beslutningerne.

Derfor opstår et legitimt spørgsmål:

Hvor meget ansvar kan placeres hos embedsværket alene, når de politiske beslutningstagere år efter år accepterer de samme problemer?

Det politiske incitament

Der findes en ubehagelig sandhed om store offentlige projekter.

Politisk er det langt lettere at vedtage et projekt med en optimistisk pris end med en realistisk pris.

Det gælder sygehuse, jernbaner, broer og det gælder forsvarsmateriel.

Ingen minister får politiske point for at fortælle vælgerne, at regningen sandsynligvis bliver større end forventet.

Ingen forsvarsordfører bliver populær af at argumentere for flere milliarder til reservedele, vedligeholdelse, simulatorer og fremtidige softwareopdateringer – tværtimod.

Belønningen ligger ofte i at præsentere den lavest mulige pris, som stadig gør projektet politisk salgbart.

Men virkeligheden har det med at indhente de politiske fortællinger.

Især når projekterne strækker sig over 30 eller 40 år.

En klassisk misforståelse

Der er endnu en dimension, som sjældent fylder meget i den offentlige debat.

Forsvaret er ikke en almindelig offentlig sektor.

Når man bygger et hospital eller anlægger en motorvej, er omkostningerne typisk knyttet til noget relativt konkret og målbart.

Et moderne kampflyprogram er noget helt andet.

F-35 er ikke blot et fly.

Det er et avanceret våbensystem.

Anskaffelsesprisen er kun begyndelsen.

Derefter følger årtiers udgifter til uddannelse, simulatorer, softwareopdateringer, vedligeholdelse, reservedele, logistik og integration med NATO’s øvrige kapaciteter.

Samtidig udvikler både teknologi og trusselsbillede sig løbende.

Da Danmark traf beslutningen om F-35 i 2016, eksisterede der ikke en storkrig i Europa.

Der var ingen fuldskala russisk invasion af Ukraine.

Der var ingen europæisk oprustning i den skala, vi ser i dag.

Verden har ændret sig.

Og når verden ændrer sig, ændrer omkostningerne sig ofte med den.

Det er ikke nødvendigvis udtryk for dårlig planlægning.

Det er en grundlæggende præmis for langsigtede forsvarsinvesteringer.

Det politiske paradoks

Her støder vi ind i et paradoks, som har præget dansk forsvarspolitik i årtier.

Et bredt flertal af Folketingets partier ønsker et moderne forsvar.

Et bredt flertal ønsker at leve op til NATO-forpligtelserne.

Et bredt flertal ønsker avancerede kampfly, moderne flådefartøjer og højteknologiske kapaciteter.

Men det samme politiske system har ofte været tilbageholdende med at fortælle vælgerne, hvad det reelt koster.

I årtier har dansk forsvarspolitik været præget af ønsket om at få mest muligt forsvar for færrest mulige penge.

Det har været politisk attraktivt.

Men det har også skabt en kultur, hvor de økonomiske realiteter ofte kolliderer med de politiske ambitioner.

Når det sker, opstår behovet for en ansvarlig.

Og den ansvarlige bliver sjældent den politiker, der stemte for projektet.

Statsrevisorernes rolle

Det leder frem til et spørgsmål, som sjældent bliver stillet: Hvem er egentlig Statsrevisorerne?

Mange opfatter dem som en uafhængig kontrolinstans, men Statsrevisorerne er hverken dommere, embedsmænd eller en ekstern revisionsmyndighed. De er folkevalgte politikere og medlemmer af Folketinget – altså en del af det samme politiske system, som de fører kontrol med.

Det betyder ikke, at deres kritik er forkert. Tværtimod kan den være både relevant og velbegrundet. Men det understreger, at sagen er mere kompleks, end den ofte fremstilles, fordi kontrollen ikke udøves af en ekstern aktør, men af politikere med indsigt i – og ansvar for – det system, de gransker.

Når Statsrevisorerne kritiserer Forsvarsministeriet, er det i sidste ende politikere, der kritiserer en institution, som arbejder under politisk fastsatte rammer.

På den måde bliver kritikken også en indirekte kritik af det system, som Folketinget selv har skabt.

Det er en pointe, der sjældent får megen opmærksomhed.

Måske fordi den er ubehagelig.

Den egentlige historie

Det er muligt, at Forsvarsministeriet har begået alvorlige fejl.

Det er muligt, at økonomistyringen omkring F-35 har været utilstrækkelig.

Det er muligt, at Folketinget ikke har fået det fulde billede.

Hvis det er tilfældet, fortjener det naturligvis kritik.

Men hvis man stopper analysen dér, risikerer man at overse den egentlige historie.

For den egentlige historie handler måske ikke om F-35.

Den handler heller ikke kun om Forsvarsministeriet.

Den handler om en politisk kultur, hvor ansvaret ofte flyttes nedad i systemet, når problemerne bliver synlige.

Hvor embedsværket kritiseres for fejl, som er opstået under politisk fastsatte rammer.

Hvor institutioner kritiserer institutioner.

Og hvor det politiske ejerskab af problemerne gradvist forsvinder ud af ligningen.

En debat, der bør være større end F-35

Danmark står midt i den største militære oprustning siden afslutningen på Den Kolde Krig. Forsvaret skal tilføres enorme ressourcer, og der skal træffes beslutninger om nye skibe, våbensystemer, infrastrukturanlæg og operative kapaciteter. Det vil koste mange milliarder kroner, og det vil næsten uundgåeligt også medføre fejl, forsinkelser og ændringer i budgetterne. Sådan er virkeligheden i store og komplekse forsvarsprojekter.

Derfor er det afgørende, at debatten ikke reduceres til et spørgsmål om, hvem der skal have skylden for den seneste budgetoverskridelse eller forsinkelse. Den vigtigste diskussion handler om noget mere grundlæggende: Om det danske politiske system er villigt til at tage ejerskab over de langsigtede konsekvenser af sine egne beslutninger.

Hvis ikke det sker, er der en betydelig risiko for, at vi om fem eller ti år igen sidder med en ny rapport, ny kritik og en ny minister på talerstolen. Debatten vil måske have fået nye overskrifter, men den grundlæggende problemstilling vil være den samme.

Med præcis den samme debat.

Historien om F-35 står ikke alene

Hvis den aktuelle kritik af F-35-programmets økonomi var en enlig svale, kunne man med rette diskutere, om der blot er tale om et enkeltstående fejlskøn.

Problemet er, at sagen indgår i en længere række af kritikpunkter, som gennem de seneste årtier har ramt Forsvarsministeriets koncern.

Allerede i 2017 undersøgte Rigsrevisionen beslutningsgrundlaget bag købet af de 27 F-35-kampfly. Her pegede Statsrevisorerne på, at Folketinget ikke havde fået et tilstrækkeligt billede af de risici og usikkerheder, der var knyttet til flyenes fremtidige operative anvendelse og økonomi. Rigsrevisionen vurderede blandt andet, at risikoen for, at Forsvaret ikke ville kunne løse alle de fastsatte opgaver med 27 fly, var større end det indtryk, beslutningsgrundlaget gav.

To år senere blev Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse genstand for en af de hårdeste kritikker i nyere tid. Statsrevisorerne konstaterede, at indkøb for hundredvis af millioner kroner var blevet gennemført i strid med grundlæggende regnskabs- og kontrolprincipper.

I 54 ud af 64 undersøgte vedligeholdelsesprojekter fandt Rigsrevisionen alvorlige fejl og mangler, og Statsrevisorerne advarede om en høj risiko for svig, fejl og berigelseskriminalitet. Problemerne begrænsede sig heller ikke til økonomistyring.

I 2024 og 2025 rettede Statsrevisorerne igen kritik mod Forsvarsministeriet, denne gang for forsinkelser og mangler i større materielanskaffelser samt for utilstrækkelig vedligeholdelse af Forsvarets bygninger. Rigsrevisionen konstaterede blandt andet, at større materielprojekter i gennemsnit var flere år forsinkede, og at ministeriet ofte ikke havde fulgt sine egne procedurer. Samtidig blev ministeriet kritiseret for manglende overblik over tusindvis af bygninger og et betydeligt vedligeholdelsesefterslæb.

FE-sagen: Et eksempel på en bredere styringskrise

FE-sagen havde naturligvis en helt anden karakter end F-35-sagen.

Den handlede ikke om kampfly eller økonomiske beregninger, men om ledelse, kontrol, tilsyn og tillid til centrale institutioner.

Alligevel er den interessant i denne sammenhæng.

For FE-forløbet viste, hvordan problemer i Forsvarsministeriets område ikke nødvendigvis er begrænset til materielanskaffelser eller økonomistyring. Sagen udviklede sig til en af de største institutionelle kriser i nyere dansk forvaltningshistorie og rejste spørgsmål om styringskæder, ansvar og politisk kontrol.

Pointen er ikke, at FE-sagen og F-35-sagen kan sammenlignes direkte.

Pointen er, at de begge illustrerer, hvordan problemer på forsvarsområdet ofte udvikler sig til diskussioner om systemer, ansvar og ledelse snarere end enkeltstående fejl.

Elbit-forløbet viser den modsatte udfordring

Hvis F-35-sagen handler om risikoen ved meget lange anskaffelsesforløb, illustrerer Elbit-forløbet næsten det modsatte problem.

Efter donationen af de franske Caesar-artillerisystemer til Ukraine opstod et politisk og militært pres for hurtigt at genetablere Hærens artillerikapacitet. Resultatet blev et hastigt gennemført indkøb af israelske systemer fra Elbit.

Mange forsvarsfolk pegede efterfølgende på, at indkøbet demonstrerede, at staten faktisk kan handle hurtigt, når den politiske vilje er til stede.

Samtidig viste den efterfølgende debat om følgeomkostninger, infrastruktur, ammunition og støttekapaciteter, hvor vanskeligt det er at kommunikere de samlede udgifter ved avancerede militære systemer. Kritikken kom blandt andet til at handle om, hvorvidt forligskredsen havde fået et retvisende billede af de samlede omkostninger ved anskaffelsen.

På den måde blev Elbit-sagen en påmindelse om, at problemet ikke nødvendigvis er, om staten handler hurtigt eller langsomt.

Problemet opstår, når det politiske niveau og offentligheden får et ufuldstændigt billede af de samlede konsekvenser af beslutningerne.

Det er politikernes ansvar!

Set over næsten et årti tegner der sig et bemærkelsesværdigt mønster. F-35-beslutningsgrundlaget. Ejendomsstyrelsen. FE-sagen. Materielanskaffelserne. Bygningsvedligeholdelsen. Facility management.

Listen over skandaløse offentlige projekter er lang og fællesnævneren er slående: Kritikken handler igen og igen om manglende overblik, utilstrækkelig styring, uklare ansvarsforhold eller utilstrækkelig information til beslutningstagerne.

Når de samme typer af problemer opstår under forskellige ministre, forskellige regeringer og forskellige forsvarschefer, bliver det stadig sværere at forklare dem som enkeltpersoners fejl. På et tidspunkt må man begynde at spørge, om problemet i virkeligheden er strukturelt – og om ansvaret derfor ikke alene kan placeres hos embedsværket, men også hos de politikere, der gennem årtier har haft ejerskabet til systemet.

Hermed bliver F-35-sagen ikke bare endnu en historie om et kampflyprogram, men et vindue ind til et større spørgsmål om styringen af dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.