Supermarine Scimitar var et engelsk enkeltsædet hangarskibsbaseret multi-rolle to-motoret turbojet kampfly, der blev udviklet og designet efter afslutningen på 2. verdenskrig og produceret i perioden 1951 – 1961 af den britiske flyproducent Supermarine ved Southampton i England.

Da Scimitar i 1957 blev indsat i aktiv tjeneste for den britiske flåde var flyet det hidtil største, tungeste og mest kraftfulde fly, der var taget i brug hos den britiske flådes flystyrker, Fleet Air Arm.

Et start- og landingsdæk af gummi

Supermarines første designforslag, prototypen Type 505, bestod af et aparte flydesign.

Flyet havde en uortodoks V-hale (butterfly tail) og tynde, lige vinger.

Det mest spektakulære ved Type 505 var dog at flyet ikke havde et landingsstel!

Ideen var at flyet skulle kunne starte og lande på et gummidæk(!) på et hangarskib.

Logikken bag var at flyenes understel kunne fjernes og pladsen udnyttes til ekstra brændstof tanke.

Hvor utroligt det end lyder, så gennemførte Royal Navy forsøg med et de Havilland Sea Vampire fly på et start- og landingsdæk af gummi på hangarskibet HMS Warrior.

Kudos til testpiloten – den legendariske Eric “Winkle” Brown.

U.S. Navy gennemførte tilsvarende forsøg med modificerede Grumman F9F-7 Cougar fly på en landingsbane på land, hvor underlaget var gummibaseret og leveret af Firestone Tire and Rubber Co.

Den britiske flådes Admiralitet kom dog på bedre tanker, og specificerede at flyet skulle anvende et traditionelt landingsstel

Supermarine producerede herefter en ny prototype, den nært beslægtede Type 508, der havde større vinger og et traditionelt landingsstel, der kunne hæves og sænkes.

Type 508 fløj første gang den 31. august 1951.

Herefter fulgte prototyperne Type 529 og Type 544, hvopr den sidstnævnte var den endelige prototype for produktionsmodellen.

Type 544 fløj første gang i januar 1956 og i 1957 blev det første produktionseksemplar leveret til Royal Navy.