Det svenske luftvåben, Svenska Flygvapnet, eller blot Flygvapnet, fyldte 100 år den 1. juli 2026. Det blev fejret med et stort anlagt flyshow i sidste weekend d. 22. – 23. august 2026.
Historien om Flygvapnet er historien om Sverige, der valgte teknologisk selvstændighed frem for stormagtsafhængighed. Fra de første forsigtige flyveenheder og neutralitetspolitikkens krav, over udsmuglingen af tyske jet-tegninger i 1945 og udviklingen af ikoniske Saab-fly som Tunnan, Draken og Viggen, til dagens Gripen E og Sveriges nye rolle i NATO. Dette er fortællingen om et luftvåben, der formede sin egen vej – og ofte overraskede verden undervejs.
I løbet af et århundrede har Sverige bevæget sig fra biplaner og forsigtige neutralitetsstrategier til avancerede jagerfly, satellitter og NATO-medlemskab. Historien om Flygvapnet er samtidig historien om et land, der valgte at bygge sin egen luftindustri og sin egen sikkerhedspolitik — ofte i modvind, ofte i hemmelighed, og altid med en bemærkelsesværdig teknologisk stædighed.
Allerede før Flygvapnet blev oprettet i 1926, havde Sverige små flyenheder under hæren og flåden.
Flygflottilj 19 (F 19)
Det frivillige luftkorps Flygflottilj 19 (F 19) var en svensk frivillig militærenhed, som hjalp Finland mod Sovjetunionen under Vinterkrigen i 1940.
Et af de mest bemærkelsesværdige kapitler i Flygvapnets historie udspillede sig uden for Sverige og uden for Flygvapnets officielle struktur. Da Sovjetunionen angreb Finland den 30. november 1939, stod Sverige i en vanskelig position: man ønskede at hjælpe Finland, men man ville samtidig fastholde den svenske neutralitetspolitik. Løsningen blev en usædvanlig konstruktion — et frivilligt luftkorps, organiseret, bemandet og udrustet af Sverige, men formelt uden for Flygvapnets kommandostruktur. Enheden fik navnet Flygflottilj 19, eller blot F 19.
F 19 blev oprettet i rekordfart i december 1939 og bestod af omkring 250 frivillige svenske piloter, mekanikere og støttepersonel. Enheden blev udstyret med fly, som Flygvapnet stillede til rådighed: Gloster Gladiator jagerfly og Hawker Hart lette bombefly. Det var ikke tidens mest moderne materiel, men det var robust, velkendt og egnet til de barske vinterforhold i det nordlige Finland.
Erfaringerne fra 1. verdenskrig gjorde det klart, at luftstyrker ikke længere kunne være et appendiks til andre værn. Da Europa bevægede sig ind i 1930’erne, voksede spændingerne, og Sverige begyndte at opbygge et luftvåben, der kunne afskrække både Tyskland og Sovjetunionen — uden at landet behøvede at opgive sin neutralitet.
Under 2. verdenskrig holdt Sverige sig uden for kampene, men landet var omgivet af krigsførende stormagter. Flygvapnet blev udbygget kraftigt, og ved krigens afslutning rådede Sverige over mere end 800 kampklare fly. Det var et luftvåben, der var stort nok til at gøre en invasion kostbar, men som samtidig var begrænset af brændstofmangel og mange ulykker. Neutraliteten var ikke gratis.
Udsmugling af Nazi-tyske jetflydesigns
Dette er et af de mest dramatiske kapitler i Flygvapnets historie.
Kort efter Tysklands kapitulation sendte Sverige en lille gruppe ingeniører og militære teknikere til de besatte områder. Officielt var de der for at studere luftfartens udvikling. I praksis var deres mission langt mere målrettet: at finde og kopiere avancerede tyske jet-designs, før USA eller Sovjet fik fingrene i dem.
Tegnede alt i hånden
Gruppen fik adgang til Messerschmitt Me 262, P.1101 og Heinkel He 162 samt aerodynamiske forskningsrapporter.
Originalmaterialet måtte ikke fjernes, så svenskerne tegnede alt af i hånden, kopierede målinger og lavede skitser, som blev smuglet ud i diplomatkufferter. Det var et kapløb mod tiden — og mod stormagterne.
Saab J 29 Tunnan – et fly, der ikke burde kunne flyve
Det udsmuglede materiale blev fundamentet for Sveriges første egenudviklede jetjager, Saab J 29 Tunnan. Et fly, der ved første øjekast lignede noget, der ikke burde kunne flyve.
Omtrent samtidig med Tunnan udviklede SAAB en jetdrevet version af SAAB 21, Saab 21R. Man kan derfor diskutere hvilket af de to fly, der er Sveriges første jetdrevne kampfly.
Selvom SAAB 21R kom før Tunnan, var Tunnan det første moderne jet kampfly, der markerede Sveriges indtræden i jetalderen.
Saab 21R var teknisk set Sveriges første jetfly, mens Saab J 29 Tunnan var det første svenske jetjagerfly, der var designet som jet fra bunden. 21R var en konverteret propelflytype, mens Tunnan markerede Sveriges egentlige indtræden i jetalderen med swept wings, moderne aerodynamik og ydeevne på niveau med samtidens internationale jetjagere.
SAAB J-29 fik tilnavnet “Tunnan” (Flygande Tunnan / Den Flyvende Tønde) på grund af flyets korte, tykke og runde fuselage (krop), som gjorde at flyet lignede en flyvende tønde.
Tunnan er et af de mest ikoniske og særprægede jetfly i flyvningens historie. Buttede former, korte vinger, stor luftindtag – i folkemunde lignede Tunnan et fly, der ikke burde kunne flyve. Men ligesom med humlebien, der ikke ved at den ikke burde kunne flyve, så fløj Tunnan alligevel.
Tunnan var hurtig, manøvredygtig og teknologisk avanceret, og den blev det første svenske fly, der kom i kamp under FN’s Congo-operation i 1960’erne. Tunnan markerede starten på en ny æra: Sverige var ikke længere afhængig af import. Man kunne bygge sine egne jetfly.
Da krigen sluttede i 1945, stod Sverige over for en ny udfordring: jetalderen var kommet, og hvis Flygvapnet skulle være relevant, måtte man skaffe moderne teknologi. Men som neutralt land kunne Sverige ikke bare købe de nyeste fly fra USA eller Storbritannien. Derfor vendte man blikket mod det besejrede Tyskland — og her begynder et af de mest dramatiske kapitler i svensk luftfartshistorie.
Flygvapnet under den kolde krig – afskrækkelse uden atomvåben
Atomvåbenprogrammet
Fra 1945 til 1968 havde Sverige et aktivt atomvåbenprogram. Man overvejede seriøst at udvikle egne atomvåben.
Til sidst valgte man en anden vej:
- stærk konventionel luftmagt
- egen flyindustri
- neutralitetspolitik
Verdens fjerde stærkeste luftvåben
I 1957 havde Sverige omkring 1.000 moderne fly, hvilket gjorde Flygvapnet til verdens fjerde stærkeste luftvåben.
Med Tunnan som springbræt udviklede Saab en række fly, der gjorde Sverige til en af verdens mest teknologisk avancerede luftmagter. Saab 32 Lansen bragte radar og lavhøjdeangreb ind i Flygvapnet. Saab 35 Draken blev Europas første Mach 2-jager og introducerede den karakteristiske dobbelt-delta vinge. Saab 37 Viggen var et teknologisk kvantespring med computerstyrede systemer og kanardvinger — og designet til at kunne lande på 500 meter landevej. Hvert fly var ikke bare et nyt design, men en del af en større strategi: Flygvapnet skulle kunne overleve et sovjetisk førsteslag.
Denne strategi blev konkretiseret i Bas 60 og senere Bas 90 — et unikt svensk luftbasesystem, hvor flyene blev spredt ud på mange små baser og landevejsstrækninger. I stedet for få store flyvestationer havde Sverige et netværk af skjulte, spredte baser, hvor jagerfly kunne operere selv efter et massivt angreb.
Viggen og senere Saab JAS 39 Gripen blev udviklet med denne særlige svenske forsvarsstrategi for øje. Gripen skulle kunne operere fra spredte baser og korte vejbaner med begrænset mandskab og hurtigt kunne klargøres til en ny mission.
Det var en doktrin, der passede perfekt til et land, der ville være selvstændigt, men som ikke havde atomvåben.
For Sverige havde faktisk et atomvåbenprogram fra 1945 til 1968. Man overvejede seriøst at udvikle egne atomvåben, men valgte til sidst en anden vej: at satse på en stærk konventionel luftmagt og en national flyindustri. I 1957 var Flygvapnet verdens fjerde stærkeste luftvåben med omkring 1.000 moderne fly — en bemærkelsesværdig bedrift for et land med under 8 millioner indbyggere.
Flygvapnet deltog også i internationale operationer. Under Finlands vinterkrig i 1939–1940 fløj svenske frivillige i Nordfinland. I Congo i 1960’erne fløj Tunnan i kamp under FN. I 2011 deltog Gripen i NATO’s operation over Libyen, hvor svenske fly håndhævede flyveforbudszonen. Flygvapnet var ikke længere kun et nationalt luftskjold — det var en international aktør.
Efter den kolde krig – nedskæringer og omstilling
Efter den kolde krig blev Flygvapnet reduceret kraftigt. Mange baser lukkede, og Viggen blev udfaset. Men samtidig blev luftvåbnet moderniseret med nye roller: luftovervågning med Saab 340 AEW&C og GlobalEye, taktisk transport med C‑130 og C‑390, og endda en rumdivision med militære satellitter fra 2024. Flygvapnet bevægede sig ind i en ny tidsalder.
De nye roller for Flygvapnet
- luftovervågning (Saab 340 AEW&C, GlobalEye)
- transport (C‑130, C‑390)
- helikoptertjeneste
- rumdomænet (militære satellitter fra 2024)
Flygvapnet på internationale missioner
Vi har allerede ovenfor i artiklen beskrevet det frivillige luftkorps Flygflottilj 19s mission i Finland under den finsk-sovjetiske vinterkrig 1939-1940.
Flyvapnet har desuden deltaget i internationale missioner flere gange efter 2. verdenskrig.
Congo‑krisen 1961–1964
Under FN‑missionen i Congo oprettede Flygvapnet en særskilt enhed, F 22, udstyret med Saab 29 Tunnan. De svenske fly opererede under vanskelige forhold, men havde teknisk overlegenhed i forhold til de få og svagt bevæbnede modstanderes fly.
Libyen 2011
I 2011 deltog Sverige i den NATO‑ledede operation over Libyen. Otte Saab JAS 39 Gripen blev udsendt for at håndhæve FN’s flyveforbudszonen. De svenske fly var begrænset til luftoperationer og måtte ikke udføre angreb mod mål på jorden.
Fra neutralitet til NATO
Den største ændring kom dog efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Sverige søgte NATO-medlemskab og blev optaget i 2024. Flygvapnet gik fra at være et nationalt forsvar til at være en del af alliancens luftforsvar. Gripen-fly deltager nu i luftpoliti-missioner, og Sverige er integreret i NATO’s kommandostruktur. Neutraliteten, som havde defineret Flygvapnet i 100 år, blev erstattet af kollektiv sikkerhed.
Ruslands invasion af Ukraine i 2022 ændrede alt. Sverige søgte NATO-medlemskab og blev optaget i 2024.
Flygvapnet er nu:
- en del af NATO’s luftforsvar
- aktiv i luftpoliti-missioner
- integreret i alliancens kommandostruktur
I dag står Flygvapnet med en kombination af Gripen C/D og den nye Gripen E, der med AESA-radar, IRST, GE F414 motor og avanceret elektronisk krigsførelse er et af verdens mest moderne lette kampfly. Samtidig fortsætter Sverige sin tradition for teknologisk selvstændighed — fra skovbaner til satellitter.
Flygvapnet er i dag mindre i antal fly end under den kolde krig, men teknologisk langt mere avanceret. Fra smuglede nazi-tegninger til Gripen E og NATO-medlemskab har Flygvapnet gennem 100 år været både skjold og symbol for Sveriges sikkerhedspolitik. Det er historien om et land, der valgte at stå alene — og som nu står stærkt i fællesskab.
Svenska Flygvapnet i dag – og de næste årtier
Da Svenska Flygvapnet blev oprettet som selvstændig forsvarsgren i 1926, bestod militærflyvningen endnu af relativt simple fly bygget af blandt andet træ og lærred. Hundrede år senere er Flygvapnet blevet en højteknologisk organisation, hvor kampfly, avancerede sensorer, elektronisk krigsførelse, datalinks og satellitter indgår i et stadig tættere integreret system.
Samtidig befinder Sveriges luftvåben sig midt i en af de største forandringer siden afslutningen på den kolde krig.
Sveriges medlemskab af NATO i 2024 ændrede fundamentalt den strategiske ramme. Det svenske luftvåben skal ikke længere alene planlægge for forsvaret af svensk territorium, men indgår i alliancens kollektive forsvar og skal kunne operere sammen med andre NATO-landes luftstyrker.
Det gælder ikke mindst i Norden og omkring Østersøen, hvor svensk territorium, svenske flybaser og Flygvapnets kampfly har fået en ny betydning for NATOs muligheder for at operere i regionen.
Gripen E bliver den nye rygrad
JAS 39 Gripen vil fortsat være kernen i det svenske kampflyvåben mange år frem.
De første Gripen E blev overdraget til Flygvapnet i 2025, og Sverige har bestilt 60 fly, som efter planen leveres frem mod 2030. Samtidig fortsætter moderniseringen af de eksisterende Gripen C/D.
Planen er at opretholde seks kampflydivisioner. I takt med indfasningen af den nye version skal tre divisioner operere Gripen E, mens tre fortsætter med Gripen C/D.
Gripen E er ikke blot en større og mere moderne udgave af det oprindelige Gripen. Flyet har blandt andet ny radar, kraftigere motor, forbedret elektronisk krigsførelse, større brændstofkapacitet og mulighed for at bære en bred vifte af moderne våben.
Men udviklingen handler lige så meget om det system, flyet skal indgå i.
Sverige integreres i NATOs fælles luft- og missilforsvar, hvor nationale og allierede radarer, sensorer, kommandosystemer og våben forbindes. Flygvapnets kampfly bliver dermed i stigende grad en del af et større netværk frem for alene at operere som nationale svenske enheder.
GlobalEye skal se længere
En anden vigtig del af det svenske luftvåben i fremtiden bliver S 106 GlobalEye.
Flyet er baseret på Bombardier Global 6000 og udstyret med Saabs Erieye ER-radarsystem. Det skal overtage rollen som luftbåren radar- og kommandoplatform efter ASC 890, som Sverige har doneret til Ukraine.
Sverige har besluttet at anskaffe tre GlobalEye.
Flyene vil kunne overvåge meget store områder og opdage fly, missiler og andre mål på lang afstand. Sammen med Gripen, jordbaserede sensorer og NATOs øvrige overvågningssystemer bliver de en vigtig del af det netværksbaserede luftforsvar, Sverige er ved at opbygge.
Længere rækkevidde og nye trusler
Erfaringerne fra krigen i Ukraine har samtidig vist, at moderne luftkrig ikke længere alene handler om kampfly mod kampfly.
Krydsermissiler, ballistiske missiler, droner, elektronisk krigsførelse og langtrækkende præcisionsvåben har fået en langt større betydning.
Det afspejler sig også i udviklingen af Svenska Flygvapnet.
Gripen skal blandt andet udstyres med yderligere luft-til-luft-missiler, præcisionsvåben, sømålsmissiler og langtrækkende våben mod mål på jorden. Samtidig udbygges evnen til at beskytte flybaserne og sprede kampflyene, så Flygvapnet fortsat kan operere, hvis de permanente baser angribes.
Dermed har en gammel svensk forsvarstanke fået fornyet aktualitet. Erfaringerne med Bas 60 og Bas 90 og muligheden for at operere fra spredte baser og vejbaner hører ikke kun den kolde krig til. Evnen til at sprede fly, mandskab, brændstof og ammunition er igen blevet central for et luftvåbens overlevelsesevne.
Flygvapnet bevæger sig ud i rummet
Fremtidens luftforsvar stopper heller ikke længere ved atmosfærens øvre grænse.
Sverige er begyndt at opbygge en egentlig militær rumkapacitet, og i forsvarsperioden 2025–2030 skal anskaffelsen af militære satellitter og en svensk evne til at opsende dem indledes.
Satellitter spiller en stadig større rolle for kommunikation, navigation, efterretninger og overvågning. Derfor bliver rummet også en naturlig forlængelse af det område, et moderne luftvåben skal kunne operere i og beskytte sig imod.
Det er betegnende, at Flygvapnet selv har valgt at markere 100-årsjubilæet med diskussioner om både air and space power.
Hvad kommer efter Gripen?
Selv mens Gripen E er ved at blive indfaset, er Sverige begyndt at overveje det kampflysystem, der en dag skal afløse Gripen.
Det kan lyde tidligt. Gripen forventes at forblive operativ efter 2050. Men udviklingen af et nyt kampflysystem kan tage op mod 25 år.
I 2026 nedsatte den svenske regering derfor en udredning, der skal undersøge tre principielle muligheder: Sverige kan udvikle et nyt kampflysystem nationalt, indgå i et internationalt udviklingsprogram eller købe et udenlandsk system.
Et fremtidigt kampflysystem behøver heller ikke nødvendigvis at bestå af ét bemandet kampfly på samme måde som tidligere generationer. Ubemandede fly, kunstig intelligens, avancerede sensorer og samarbejde mellem bemandede og ubemandede platforme kan få en langt større rolle i fremtidens luftkrig.
Beslutningen ligger endnu mange år ude i fremtiden, men diskussionen er begyndt.
Fra træ og lærred til Gripen og satellitter
Svenska Flygvapnets første hundrede år fortæller dermed også historien om, hvordan militærflyvningen selv har forandret sig.
Da Flygvapnet blev selvstændigt i 1926, var flyet først og fremmest en platform for observation, jagt og bombardement. I dag er kampflyet én del af et langt større system af sensorer, kommunikation, elektronisk krigsførelse, luftbåren radar, præcisionsvåben og satellitter.
Alligevel er der en bemærkelsesværdig kontinuitet gennem de hundrede år.
Sverige har igen og igen forsøgt at tilpasse sit luftvåben til landets geografi og sikkerhedspolitiske situation og har samtidig fastholdt en usædvanlig stor national evne til selv at udvikle militær flyteknologi. Fra Tunnan, Lansen og Draken over Viggen til Gripen har svensk flyindustri og Svenska Flygvapnet udviklet sig tæt sammen.
Den sikkerhedspolitiske ramme er nu en anden. Sverige er ikke længere neutralt, men medlem af NATO, og Svenska Flygvapnet er blevet en del af et kollektivt luftforsvar, der strækker sig langt ud over Sveriges egne grænser.
Når Flygvapnet tager hul på sit andet århundrede, bliver udfordringen derfor både at bevare nogle af de særlige svenske erfaringer – evnen til spredt basering, høj teknologisk selvstændighed og et relativt lille, fleksibelt luftvåben – og samtidig integrere dem i et langt større allieret forsvarssystem.
De første hundrede år begyndte med træ, lærred og propeller.
De næste begynder med Gripen E, GlobalEye, datalinks, droner og satellitter.