Yakovlev Yak-40 (NATO-kaldenavn: Codling) er et sovjetisk turbofan tri-jet regionalt passagerfly, der blev udviklet i midten af 1960’erne af det sovjetiske designbureau Yakovlev (OKB-115), under ledelse af chefdesigner Alexander Yakovlev.
Yak-40 blev produceret fra 1967 til 1981 af den sovjetiske flyproducent Saratov i byen Saratov i Rusland.
Flyet er legendarisk og indtager en særlig plads i flyvningens historie som verdens første regionale passagerjetfly, der blev udviklet specifikt til korte regionale ruter.
Sovjetunionens flyvende rutebil
Da jetalderen for alvor tog fart i 1960’erne, var det ikke kun de store internationale ruter, der stod for tur.
I det enorme Sovjetunionen var der et akut behov for at modernisere det tætte netværk af indenrigsruter.
Her landede og lettede der dagligt hundrevis af propelfly fra primitive græs- og grusbaner i Sibirien og Centralasien.
Det første svar på udfordringen blev Yakovlev Yak-40, der var verdens første tre-motorers regionale jetfly, og bygget som en flyvende kampvogn til civilt brug.
Yak-40 blev oprindeligt udviklet til at afløse de aldrende stempelmotorfly som Lisunov Li-2 og Iljusjin Il-14 på det enorme, sovjetiske indenrigsnetværk.
Flyet adskilte sig markant fra datidens øvrige jetfly ved sine unikke STOL-egenskaber (Short Take-Off and Landing).
Takket være et usædvanligt robust understel og tre pålidelige Ivchenko AI-25 turbofanmotorer kunne Yak-40 operere fra korte, primitive græs- og grusbaner ud i de fjerneste egne af Sovjetunionen.
Det gav flyet kælenavnet “den flyvende rutebil”.
Den første prototype af Yak-40 fløj første gang den 21. oktober 1966 og den 20. september 1968 blev flyet indsat i regelmæssig rute hos det sovjetiske statslige flyselskab Aeroflot.
I alt rullede der 1.011 eksemplarer ud fra Saratov flyfabrikken, (Saratov flyfabrik nr. 292), hvilket gjorde den til en massiv succes både i den tidligere østblok og som eksportvare til over 30 lande på verdensplan.
Fra stempelmotor til jetkraft
I midten af 1960’erne fløj det statslige sovjetiske flyselskab, Aeroflot, stadig i stor stil med de aldrende Lisunov Li-2 (en licensbygget DC-3) og Iljusjin Il-14 stempelmotorfly.
Yakovlev fik til opgave at udvikle et topmoderne regionalt jetfly, der kunne erstatte de aldrende veteranfly, men uden at det ville kræve nye, dyre betonlandingsbaner.
Chefdesigner Alexander Yakovlev og hans team fokuserede deres flyudvikling på STOL-egenskaber (Short Take-Off and Landing).
Flyet skulle have vinger, der gav maksimalt løft ved lave hastigheder, et usædvanligt robust understel til ujævne baner, og vigtigst af alt: Det skulle være fuldstændig uafhængigt af lufthavnens infrastruktur (ground support).
Prototypen, der fløj første gang den 21. oktober 1966, vakte opsigt, også i Vesten, på grund af sit unikke design.
Efter Yak-40 blev sat i rutedrift hos Aeroflot blev flyet hurtgit populært blandt piloter; det var stabilt, tilgav mange fejl og havde rigeligt med motorkraft takket være de tre Ivchenko AI-25 turbofanmotorer.
Et innovativt fly
Flyets design rummede adskillige innovative detaljer:
- Indbygget passagertrappe: Ligesom det samtidige, men meget større Boeing 727, havde Yak-40 en flytrappe bagest under halen, der kunne fældes ned, så passagerer kunne stige ombord uden lufthavnens trappestativer.
- APU (Auxiliary Power Unit): En indbygget hjælpemotor sørgede for strøm og aircondition, selv når flyet holdt på en øde flyveplads uden eksterne strømvogne.
- Store landingshjul med lavt dæktryk: Det kraftige tre-punkts understel havde store hjul med lavt tryk, som gjorde det muligt at operere direkte på blødt underlag og sne.
En eksportsucces
Yak-40 blev også en eksportsucces. Det var det første sovjetiskbyggede passagerfly, der opnåede luftdygtighedscertifikater i vestlige lande som Italien og Vesttyskland. Det blev eksporteret til over 30 lande og fløj i stor stil i Østeuropa, Afrika og Mellemøsten.
Da produktionen stoppede i 1981, var maskinen blevet en fast del af rygraden i regional luftfart på tværs af jerntæppet.
Efter Sovjetunionens fald blev mange Yak-40 ombygget til luksuriøse VIP- og privatfly, da det rummelige skrog gav god plads til eksklusive kabiner.
Vidste du?
Yak-40 var konstrueret så robust, at den midterste motor var udstyret med en mekanisk dæksel-omstyrer (thrust reverser) for at hjælpe med at bremse på glatte baner, hvilket var yderst avanceret for et lille regionalfly i 1960’erne.
Selvom de tre tørstige Ivchenko-motorer efterhånden gjorde flyet uøkonomisk sammenlignet med moderne turboprop-fly, står Yak-40 tilbage som et ikonisk symbol på en tid, hvor fly blev bygget til at modstå de mest barske elementer på planeten.