Armstrong Whitworth A.W.52 var et to-motoret britisk flyvende vinge eksperimental jetfly, der blev udviklet og fremstillet af Armstrong Whitworth Aircraft i 1940’erne.

A.W.52 flyet var bygget som en flyvende vinge med en meget glat og ensartet overflade, der skulle sikre en stabil laminær (laminar flow) luftstrøm henover vingen.

Armstrong Whitworth A.W.52 flyet blev fremstillet i tre eksemplarer.

En svævefly udgave i træ; A.W.52G (G for Glider) og to eksemplarer med jet motorer; A.W.52.

Et stort passagerfly som flyvende vinge

A.W.52G og A.W.52 flyene skulle tjene som prototyper for et stort fire-motoret flyvende vinge jet passagerfly med passagerkabine indbygget i vingekonstruktionen.

Armstrong Withworth Aircraft havde allerede under den 2. verdenskrig foreslået et stort jet drevet flyvende vinge passagerfly med en stabil laminær (laminar flow) luftstrøm henover vingen.

Svævefly udgaven A.W.52G var bygget i halv størrelse af de to jetdrevne A.W.52 fly.

De var igen bygget i halv størrelse af det projekterede flyvende vinge passagerfly.

A.W.52G svæveflyet fløj første gang i 1945.

Et  Armstrong Whitworth Whitley bombefly trak A.W.52G svæveflyet op i 6 km. højde hvilket gav en flyvetid på ca. 30 minutter.

Allerede året inden de vellykkede testflyvninger med A.W52G fik Armstrong Whitworth Aircraft kontrakt på bygning af to jetdrevne prototyper af A.W.52 flyet.

De jetdrevne prototyper var metalkonstruktioner med turbojet motorer og nedfældeligt landingsstel.

En meget glat vinge

A.W.52 flyets vingedesign var et moderat swept-wing design med en lodret finne på hver vingespids, der i en avanceret konstruktion samtidig fungerede på samme måde som et traditionelt haleror.

For at sikre en helt ensartet laminær luftstrøm henover vingen, var den bygget utraditionelt af to ‘hele’ vingehalvdele, en øvre og en nedre halvdel, med en helt ensartet overflade.

De to vingedele blev herefter samlet ved hjælp af beslag på den indvendige side af de to vingedele.

Den normale konstruktionsmetode er at opbygge spanter og ribber i en bærende konstruktion, hvorpå de enkelte vingedele nittes fast udefra.

På samme måde blev flyets to jet motorer indbygget i vingen lidt forskudt til den nedre del af vingen, så luftstrømmen henover vingen ikke blev brudt.

To motortyper

Den første A.W.52 prototype fløj første gang den 13. november 1947 og var udstyret med to Rolls Royce Nene turbojet motorer.

Prototype nr. 2 fløj første gang den 1. september 1948 og var udstyret med de noget mindre og ældre Rolls Royce Derwent motorer.

Testflyvningerne med de to prototyper forløb utilfredsstillende.

Det var ikke muligt at opnå en stabil luftstrøm henover vingen på A.W.52, hvilket gjorde at flyets tophastighed aldrig blev tilfredsstillende.

Den første redning med katapultsæde

Under en testflyvning den 30. maj 1949 oplevede test piloten J.O. Lancaster så stærke vibrationer med flyet, så han blev overbevist om at flyet ville gå i stykker i luften.

Han skød sig ud med flyets katapult sæde og blev dermed den første britiske pilot, der reddede sig ud med katapultsæde fra et fly.

A.W52 prototypen var et to-sædet fly, men der var kun installeret et katapultsæde…

Den anden pilot ombord var derfor overladt til sin egen skæbne under det forestående havari.

Fortuna smilede gunstigt den dag

Netop skæbnen smilede gunstigt til den anden pilot den dag, for flyet rettede sig selv op kort tid efter J.O. Lancaster havde skudt sig ud med katapult.

Herefter svævede flyet stille og roligt ned til en landing på en mark uden hverken piloten eller flyet led nogen videre overlast.

På grund af stabilitetsproblemerne med A.W.52 prototyperne og havariet den 30. maj 1949 gjorde at Armstrong Withworth opgav sit flyvende vinge projekt.

1: Det har ikke været muligt at indhente copyright oplysninger om billedet på Alchetron./No photo copyright info available on Alchetron.