Baykar Bayraktar TB2

Baykar Bayraktar TB2 er en tyrkisk ubemandet kampdrone, der er udviklet og produceret siden 2011 af den tyrkiske producent af militært udstyr Baykar i Istanbul i Tyrkiet.

Dronen er en såkaldt MALE UCAV1, hvilket vil sige en ubemandet kampdrone, der opererer i lang tid i medium højde.

Det tyrkiske militær klassificerer dronen som en taktisk UAV.

Dronen kan både flyve autonomt og fjernstyres af et såkaldt groundcrew fra en jordstation.

Dronen kan udføre rekognoscering, overvågning og angreb fra luften mod jordmål.

Udviklingen af TB2 blev forsinket på grund af det amerikanske eksportforbud til Tyrkiet af forskellige typer militært udstyr – heriblandt dele og komponenter til militære droner.

Både dronens motor og flere komponenter til overvågning blev tidligere leveret af vestlige producenter, men nu består dronen stort set kun af tyrkisk fremstillede dele.

Dronens oprindelige motor var den 4-cylindrede Rotax 912 motor fra den Bombardier-ejede motorproducent Rotax GmbH i Østrig.

Den er nu helt erstattet af tyrkisk producerede motorer, blandt andet TEI PD170 fra Tusaş Engine Industries, (TEI), i Eskişehir i Tyrkiet.

Dronen fløj første gang i august 2014 og de første våbentest med dronen blev gennemført i 2015.

Ukrainske Baykar Bayraktar TB2

I 2019 indkøbte det ukrainske forsvar i 12 eksemplarer af TB2 og efterfølgende indkøbte den ukrainske flåde yderligere seks eksemplarer.

Samtidig har Ukraine og Tyrkiet indgået en aftale om en joint-venture produktion af 48 eksemplarer af dronen i Ukraine.

Efter det russiske overfald på Ukraine i februar 2022 er dronen blevet anvendt, (med stor succes ifølge det ukrainske militær), af ukrainske styrker mod de russiske styrker.

1 MALE: medium-altitude long-endurance. UCAV: unmanned combat aerial vehicle.