Douglas B-66 Destroyer var et let to-motoret turbojet bombefly, der blev designet og produceret i 1950’erne af Douglas Aircraft Company i Santa Monica, i Californien i USA.
B-66 Destroyers design var oprindeligt baseret på U. S. Navys A-3 Skywarrior.
Douglas A-3 Skywarrior var et tungere angrebs-og bombefly, som opererede fra hangarskibe.
B-66 skulle være en lettere landbaseret udgave af A-3 Skywarrior.
Derfor blev de dele af designet, der var nødvendige for at kunne operere fra hangarskibe, sorteret fra.
Men på grund af U. S. Air Forces mange og omfattende ændringer af kravspecifikationerne til flyet, blev B-66 Destroyer i al væsentlighed et helt ny-udviklet fly, der på mange punkter afveg fra A-3 Skywarrior forlægget.
B-66 Destroyer havde en 3-mands besætning ligesom A-3 flyet, men havde samtidig fået installeret katapultsæder, hvilket A-3’eren ikke havde.
Den første Douglas B-66 Destroyer prototype fløj første gang den 28. juni 1954.
Flyet blev indsat i aktiv tjeneste hos U. S. Air Force i 1956.
Oprindeligt et bombefly
Den oprindelige version var et regulært bombefly, der skulle afløse de aldrende Douglas A-26 Invader bombefly, der blandt andet havde deltaget i 2. verdenskrig.
Flere forskellige versioner af B-66 blev løbende udviklet og sat i produktion og tjeneste, hvoraf foto-rekognoseringsversionen RB-66 var den første variant.
Senere blev der udviklet en SIGINT version, der kunne opfange elektroniske signaler, og en version til elektronisk krigsførelse samt en version, der fungerede som vejrstation.
Der blev indsat adskillige B-66 Destroyer SIGINT fly over Cuba under den cubanske missilkrise i starten af 1960’erne.
Jamming missioner i Vietnam
Under Vietnam krigen i det sydøstlige Asien blev B-66 Destroyer indsat som støttefly for operationerne i området.
Det var især ubevæbnede B-66B, EB-66C og EB-66E fly, der fløj missoner over Nord-vietnam, hvor de indsamlede efterretninger med elektronisk udstyr.
B-66 Destroyer fly fløj “jamming” missioner, der satte Nordvietnamesiske radarsystemer ud af kraft, til støtte for Republic F-105 Thunderchief jager-bombere.