Lockheed F-104 Starfighter er et et-sædet og en-motoret supersonisk altvejrs jagerfly udviklet i slutningen af 1950’erne og produceret i 1960’erne af Lockheed i Burbank, Californien i USA.

F-104 blev først og fremmest udviklet til en rolle som interceptor for det amerikanske luftvåben, U.S. Air Force.

Flyet blev senere også udviklet og anvendt som jagerbomber.

Lockheed F-104 Starfighter blev det udviklet af Lockheed for United States Air Force (USAF), men kom i udbredt tjeneste ved USAs allierede verden over, og blev bygget på licens af andre NATO-lande.

Flyet kom i tjeneste ved mere end et dusin luftvåben imellem 1958 og 2004.

Flyets design team blev ledet af Kelly Johnson, der senere ledte eller bidrog til udviklingen af Lockheed SR-71 Blackbird og andre Lockheed fly.

F-104 satte adskillige verdensrekorder – blandt andet flyvehastighed og flyvehøjde.

Flyets omdømme blev belastet af den såkaldte Lockheed-skandale, hvor Lockheed havde bestukket politikere og militærpersoner i flere lande for at påvirke deres afgørelser og sikre sig kontrakter.

The Widow Maker

Det høje antal ulykker med Starfighter belastede yderligere flyets omdømme både militært og offentligt.

Særligt Vesttysklands Luftwaffe havde et meget højt antal havarier og ulykker med F-104 Starfighter.

Det var i den forbindelse at flyet opnåede sit ry og øgenavn som Widow Maker.

Oberst Erich Hartmann, piloten med flest sejre i luftkamp under krigshandlinger, blev tvunget til at forlade Luftwaffe på grund af sin indædte og højlydte modstand mod indkøbet af F-104.

Flytypen er let at kende på sin lange slanke krop og meget små og korte bæreplaner/vinger.

Flyvevåbnets Lockheed F-104 Starfighter

Flyet blev anvendt af Flyvevåbnet i perioden fra 1964 til 1986.

Flyvevåbnet benyttede to forskellige versioner af Lockheed F-104 Starfighter.

En et-sædet version F-104G og en to-sædet version TF-104G.

De to-sædede F-104 Startfighter blev brugt til at uddanne og træne F-104 piloter og til træning i instrumentflyvning.