Albatros D.III var et et-sædet biplan jagerfly, der blev udviklet og produdceret fra 1916 til 1918 af Albatros-Flugzeugwerke GmbH. i Berlin i Tyskland.
Flyet blev flittigt brugt af både Tyskland og Østrig-Ungarn under 1. verdenskrig.
Albatros D.III viste straks efter introduktionen i sensommeren 2016 stor manøvredygtighed og gode stige-egenskaber.
Flyet blev kendt (og berygtet) for sin effektive deltagelse i kampene under, det der er kendt som “Blodige April” i april 1917, da tyske styrker havde luftherredømmet.
D.III blev fløjet af mange flyver-esser, blandt andre Manfred von Richthofen, (“Den Røde Baron”) og Ernst Udet.
D.III var en videreudvikling af forgængeren Albatros D.II, men havde en helt ny vingestruktur, som var inspireret af de franske Nieuport 11-kampfly.
Det viste sig hurtigt at D.III flyets vingestruktur havde en konstruktionsfejl, som gjorde at undervingen vibrerede ved høj hastighed. Det var en fejl, som D.III havde “arvet” fra det franske Nieuport 11 fly.
Flyet havde Mercedes D.IIIa-motor med en ydelse på 180 hk, mens senere varianter gav ydelser på helt op til 225 hk.
Produktionen af Albatros D.III startedes i 1916 i Berlin-Johannisthal med ca. 500 fly, men flyttedes 1917 til underafdelingen Ostdeutsche Albatros Werke i Schneidemüh / Piła (Polen).
Under licensproduktion byggede Oesterreichische Flugzeugfabrik AG i Wiener Neustadt indtil krigsslutningen ca. 540 såkaldte Oeffag D.III, hvor bl.a. undervingen blev forbedret.
I Danmark rådede luftskibsbasen i Tønder, med det officielle tyske navn V. (fünfte) Marine-Luftschiff-Detachement Tondern, over 5 Albatros D.III’ere.
Flere af flyene i Danmark havarerede under start eller landing på den dårlige og ofte våde bane.
Efter afslutningen af 1. verdenskrig købte Polen 38 af de østrigske og af de 22 tyske fly og brugte dem under den polsk-sovjetiske krig.