Bell XV-3 var et amerikansk et-motoret tiltrotorfartøj med to rotorer, der blev udviklet i 1950’erne af Bell Helicopter i Fort Worth, Texas, USA.

Det blev udviklet som et fælles forsknings- og udviklingsprogram mellem U. S. Air Force og U. S. Army med henblik på at udforske såkaldte convertiplane-teknologier.

Fartøjet havde en Pratt & Whitney R-985 Wasp Junior stempelmotor monteret i fuselagen med drivaksler, der overførte kraft til flyets to rotorer monteret på vingespidserne.

Rotorerne kunne vendes 90 grader fra lodret til vandret, der gjorde det i stand til at lette og lande som en helikopter, og flyve som et konventionelt fastvinget fly.

Det første eksemplar fløj første gang den 11. august 1955.

Ustabile rotorer

Det første testeksemplar af Bell XV-3 var udstyret med tre-bladede rotorer.

Allerede senere samme måned oplevede testpiloter at fartøjets rotorer blev ustabile, når rotorerne blev vendt fra lodret til vandret position.

De ustabile rotorer udløste desuden meget kraftige vibrationer i cockpittet.

I oktober 1956 havarerede et Bell XV-3 da de voldsomme vibrationer gjorde, at testpiloten mistede bevidstheden.

Bell udskiftede de tre-bladede rotorer med nye to-bladede rotorer, men problemerne fortsatte.

Rotor-problemerne blev tilsyneladende løst i slutningen af 1950’erne, og i maj 1959 indledte U. S. Army egentlige militære testflyvninger.

Selvom flyets ydeevne var begrænset, og på trods af stabilitetsproblemerne med rotorerne, demonstrerede flyet med succes tiltrotor-konceptet.

Bell XV-3 gennemførte i løbet af første halvdel af 1960’erne 110 vellykkede testflyvninger med overgang fra helikopter- til flytilstand mellem december 1958 og juli 1962.

Testprogrammet blev nedlagt da den ene af to testfly blev alvorligt beskadiget i en vindtunnel i maj 1966.

Erfaringerne fra XV-3-programmet førte til udviklingen af Bell XV-15, der igen banede vejen for udviklingen af Bell Boeing V-22 Osprey.