Boeing P-8 Poseidon er et avanceret amerikansk to-motoret turbofan patrulje- og overvågningsfly, der blev udviklet af Boeing i starten af 2000-tallet.
Flyet produceres af Boeing Defense, Space & Security, der er en del af Boeing koncernen.
Poseidon P-8 er udviklet til den amerikanske flåde, US Navy, på basis af Boeings civile passagerfly Boeing 737-800.
P-8 Poseidons primære rolle er maritim overvågning og anti-ubåds krigsførelse og bekæmpelse af fjendtlige overfladeskibe til havs.
Flyet er desuden udviklet til at kunne udføre missioner i samarbejde med US Navys ubemandede Northrop Grumman Triton drone.
Poseidon kan bære og affyre miner, torpedoer, missiler, sonarbøjer, mv.
Nyt overvågningsfly til det nye årtusind
Den amerikanske flåde indledte allerede i 1980’erne forberedelser til at udvikle en erstatning for flådens forældede Lockheed P-3 Orion patrulje- og overvågningsfly.
P-3 Orion havde fløjet i U. S. Navy siden 1962, der i 1980’erne havde nået grænsen for flytypens ydeevne og som krævede vedligeholdelse i et stigende omfang.
I 1989 fik Lockheed kontrakt på udvikling af Lockheed P-7 flyet, der var et fire-motoret turboprop fly til erstatning for P-3 Orion flyet.
Projektet og kontrakten blev annulleret i 1990 på baggrund af budgetnedskæringer som følge af afslutningen på den kolde krig.
I år 2000 udskrev U. S. Navy en ny konkurrence med en specifikation for et helt nyt overvågnings- og anti-ubådsfly.
Lockheed Martin, Boeing og BAE Systems indsendte tilbud på det nye fly, og i 2004 fik Boeing kontrakt på det nye fly Boeing P-8 Poseidon.
Boeing P-8 Poseidon fløj første gang den 25. april 2009 og havde officiel roll-out 30. juli 2009.
For at holde udviklingen af flyet og budgettet på et stramt spor, blev det besluttet at udstyre de nye Poseidon fly med udstyr fra de gamle P-3 Orion i overgangsfasen mellem de to fly.
Den første operative P-8 Poseidon blev leveret til den amerikanske flåde i marts måned 2012.
Norge køber P-8 Poseidon
I 2016 besluttede den norske regering at indkøbe i alt fem Boeing P-8 Poseidon.
Flyene er løbende blevet leveret til det norske flyvevåben, det første blev overdraget til den norske materielkommando den 18. november 2021.
Det femte og sidste P-8 Poseidon blev leveret til Norge den 27. maj 2022.
Danmark overvejer mulighederne…
På den sædvanlige fodslæbende og bagstræberiske facon overvejer de danske politikere mulighederne.
Måske vil Danmark søge at leje tid på de norske P-8 Poseidon, måske vil Danmark investere i et overvågningsfly udviklet af SAAB i Sverige.
Hvordan adskiller P-8A sig fra ældre patruljefly (f.eks. P-3 Orion)?
Teknologisk og operativt er skiftet fra forgængeren Lockheed P-3 Orion (og lignende ældre turboprop-fly) til P-8A Poseidon intet mindre end revolutionerende. Det kan koges ned til tre store forskelle:
1. Turbofan vs. Turboprop (Hurtigere fremme)
P-3 Orion er drevet af fire skruepropeller (turboprop). P-8A er bygget direkte på skroget af en kommerciel Boeing 737-800 med to kraftige CFM56-7B jetmotorer. Det betyder, at P-8A flyver markant hurtigere (marchhastighed på ca. 815 km/t mod Orions ca. 600 km/t). Når alarmen går om en fremmed ubåd i Nordatlanten, kan P-8A nå frem til patruljeområdet væsentligt hurtigere.
2. Taktik i højden (Høj og tør frem for lav og saltet)
Ældre patruljefly som P-3 var nødt til at flyve helt nede i 200–300 fods højde over bølgerne for at bruge deres sensorer effektivt og droppe sonobøjer. Det sled voldsomt på flyets struktur, gav besætningen en turbulent tur og udsatte motorerne for saltvandskorrosion. P-8A er designet til at operere i op til 41.000 fods højde. Dens avancerede sensorer og nye højhastigheds-sonobøjesystemer gør, at den kan scanne enorme havområder og jage ubåde fra stor højde, hvilket sparer brændstof og forlænger flyets levetid markant.
3. Farvel til den magnetiske hale (MAD-boomen)
En ældre P-3 Orion eller en fransk Atlantique, har en lang “brod” på halen. Det er en MAD (Magnetic Anomaly Detector), som måler små forstyrrelser i Jordens magnetfelt, når en ubåd af stål gemmer sig under vandet. P-8A Poseidon (i den amerikanske standardudgave har ikke en MAD-boom. Systemet krævede nemlig, at man fløj ekstremt tæt på vandet. I stedet stoler P-8A fuldt ud på sine avancerede computer-algoritmer, akustiske databehandling og multi-statiske sonobøjer, der kan “høre” og finde ubåde mere effektivt og på langt større afstande, end magnetmåleren kunne se dem.
Kort sagt: Hvor den gamle generation var en enlig “jæger”, der fløj lavt og ledte efter ubåde med analoge ører, fungerer P-8A som en højtflyvende, jetdrevet netværkshub. Den kan dække enorme områder og dele sit taktiske situationsbillede i realtid med satellitter, fregatter og droner.
