Boeing X-37B

Boeing X-37B er et amerikansk ubemandet og genanvendeligt rumfartøj/rumfly, der er bygget af Boeing BDS.

Fartøjet ejes og udvikles af U.S. Air Force i samarbejde med Boeing Phantom Works.

Flyet er et såkaldt OTV – Orbital Test Vehicle, der indgår i det amerikanske luftvåbens test program af et ubemandet og genanvendeligt rumfartøj.

Boeing X-37B OTV 5, der markerer den femte flyvning med X-37B, har netop gennemført i alt 780 døgn non-stop flyvning i rummet på en test mission for USAF.

Boeing X-37A

Den første udgave af Boeing X-37 var Boeing X-37A.

Det var en test version, der var bygget som et svævefly, en glider, som NASA udviklede og testede i samarbejde med Scaled Composites.

Udviklingen af X-37A startede i 1999 da NASA indgik kontrakt med Boeing BDS (Boeing Integrated Defense Systems) om design og udvikling af en test version af X-37, der skulle produceres på Boeings Phantom Works.

X-37 projektet var fra begyndelsen tænkt af NASA som et civilt projekt, hvor X-37 skulle benytte den daværende Space Shuttle (rumfærgen) som launch vehicle, på missioner til reparation af sattelliter i kredsløb om jorden.

I 2004 blev X-37 projektet flyttet fra NASA til det amerikanske forsvarsministeriums DARPA (Defense Advanced Research Projects Agency) organisation.

Hermed blev projektet klassificeret som hemmeligt.

X-37A gennemførte flere test svæveflyvninger frem til 2006.

Scaled Composites White Knight. Foto: Wikimedia.

Scaled Composites White Knight

NASA benyttede Scaled Composites Model 318 White Knight som ‘søsætningsfly’ af X-37A.

White Knight er et såkaldt moderskib, der bruges til at ‘søsætte’ (launch vehicle) et andet og mindre fly.

White Knight flyver op i stor højde, hvorefter det frigiver sin last, der enten svæver eller flyver videre selv.

Alle fly og rumfartøjer, der er beregnet til flyvning på grænsen til eller i det ydre rum, skal sendes i kredsløb ved hjælp af et launch vehicle.

Til Apollo programmet brugte NASA brugte de Saturn raketter som launch vehicles.

NASAs X-programmer blev gennemført ved hjælp af ombyggede og modifcerede B-52 bombefly som launch vehicles.

Både NASA og US Air Force har benyttet og udviklet fly som launch vehicles lige siden afslutningen på 2. verdenskrig.

Boeing X-37B – fra et civilt til et militært projekt

I 2004 overtog det amerikanske forsvarsministeriums DARPA organisation som nævnt X-37 projektet, der derved skiftede karakter fra et civilt til et militært udviklingsprojekt.

I 2006 meddelte U.S. Air Force at det ville udvikle sin egen version af Boeing X-37A.

Den blev navngivet X-37B Orbital Test Vehicle (OTV).

Boeing X-37B er en version til test af hemmelige militære projekter, blandt andet forskellige typer fremdrifts systemer.

I 2010 gennemførte X-37B OTV-1 efter genindtræden i atmosfæren den første autonome landing med et amerikansk rumfartøj/rumfly.

Før OTV-1 var den kun den sovjetiske Buran rumfærge, der efter en ubemandet og fjernstyret opsendelse, havde gennemført en autonom landing efter genindtræden i atmosfæren.

Der har været fremsat flere forskellige spekulationer om at Boeing X-37B OTV i virkeligheden er det seneste skud på stammen af amerikanske spionfly – nu spion-rumfly.

EmDrive – et umuligt fremdriftssystem

I november 2016 fremsatte en amerikansk online avis påstande om at USAF brugte Boeing X-37B til at teste det, der kaldes for det ‘umulige’ fremdriftssystem EmDrive.

EmDrive (også kaldet ImpossibleDrive), skal efter sigende kunne udnytte mikrobølge-resonans til at skabe fremdrift.

For at kunne gøre det skal flere af fysikkens love overvindes (overtrædes).

EmDrive er blevet kaldt alt lige fra svindel til ren science-fiction.

Ikke desto mindre blev en kontrakt om overførsel af EmDrive teknologi indgået i 2009 mellem Boeing og både det amerikanske og britiske forsvarsministerium.

Hall effekt fremdrift

U.S. Air Force har meddelt, at X-37B blandt andet bruges til at teste et fremdriftssystem, der går under navnet Hall-effect thruster (HET) og som er et fremdriftssystem, der udnytter magnetisme til ioniseret fremdrift.

HET fremdrift er velkendt.

Det har været undersøgt og testet af både amerikanske og sovjetiske rumforskere siden begyndelsen af 1960’erne.