Bristol 188 var et britisk to-motoret supersonisk eksperimental-jetfly udviklet og bygget af Bristol Aeroplane Company i 1950’erne i Filton i England.

Flyet blev udviklet i 1950’erne for at undersøge mulighederne for at udvikle et supersonisk rekognoseringsfly, der kunne flyve ved meget høje hastigheder, (mach 3), i lang tid.

Det britiske luftfartsministeriums kravspecifikation, (Operational Requirement 330), om et højt- og hurtigtflyvende rekognoseringsfly, var meget avanceret og forudsatte udvikling af nye konstruktionsprincipper og materialer for flyproduktion.

Bristol Aeroplane Company fik kontrakt på udvikling og bygning af et antal prototyper i 1953.

Bristol 188 – nye materialer til en ny konstruktion

Flyet blev udviklet og bygget med materialer, der gjorde at flyets udvendige dele, fuselage mv., kunne tåle mindst 300 grader celcius i lang tid.

Bristol 188 var et langt, slankt og meget hurtigtflyvende fly, der hurtigt fik øgenavnet ‘the flaming pencil‘ pga. flyets rørformede fuselage og spidse næse.

For at kunne imødekomme det britiske forsvarsministeriums specifikationer blev titanium stabiliserede rustfrie stål-legeringer med et højt indhold af krom og nikkel og et lavt indhold af kulstof og tilsat molybdæn valgt.

Titanium og stål med et højt indhold af bla. krom er stort set rustfrit og ikke magnetisk.

Desuden blev flyets ydre dele ikke nittet sammen, sådan som det var kutyme for konstruktion af jet fly.

Flyets dele blev svejset sammen ved hjælp af en på det tidspunkt ny form for elektrodesvejsning med argon-gas.

Flyets fuselage og vinger mv. blev ikke malet.

Der blev bygget tre eksemplarer af Bristol 188, hvoraf de to var flyvende prototyper, mens den tredje blev brugt som testbed.

Ingen success

Bristol 188 havde to de Havilland Gyron Junior jetmotorer indbygget i vingerne – en på hver vinge.

Gyron Junior motorerne var udviklet til at kunne levere supersoniske hastigheder over lang tids flyvning.

Motorvalget gjorde at Bristol 188 havde en meget begrænset flyvetid på højst 25 minutter pga. Gyron Junior motorernes høje brændstof forbrug.

Flyet fløj første gang i 1962 – ca. 10 år efter projektets start.

Projektet var blevet stærkt forsinket især pga. problemerne med flyets Gyron Junior motorer.

På ca. 50 gennemførte flyvninger opnåede Bristol 188 en hastighed på 2.300 km/t. i ca. 11 kilometers højde.

Flyets længste subsoniske flyvning var på bare 48 minutter, så var 70% af brændstofmængden opbrugt.

Bristol 188s brændstofforbrug muliggjorde altså ikke engang en times flyvning ved subsoniske hastigheder.

I januar 1964, kun to efter den første flyvning med Bristol 188, blev projektet afsluttet uden at flyet opnåede de høje mach 3 hastigheder.

Et vigtigt udviklingsarbejde

Selvom Bristol 188 må betragtes som en fiasko, så blev udviklingsarbejdet med både flyet og dets motorer et vigtigt grundlag for den senere udvikling af f.eks. Concorde.

Den flytekniske- og materialemæssige indsigt som Bristol 188 projektet gav, sammen med erfaringerne med Gyron Junior motorerne, blev en vital del af udviklingen af Aérospatiale/BAC Concorde og BAC TSR-2 flyene.

På baggrund af erfaringerne med de meget dyre titanium- og specialstål legeringer, besluttede ingeniørerne bag Concorde at anvende en varmeresistent aluminiumslegering.

Det gjorde at Concordes maksimale hastighed blev sat til mach 2.2.

På samme måde førte erfaringerne med de havilland Gyron Junior motorerne til udviklingen af Rolls Royces berømte Olympus 593 motor.