Aérospatiale/BAC Concorde var et britisk/fransk supersonisk turbojet passagerfly, der i 1960’erne blev udviklet og bygget af det britiske BAC (British Aeroplane Company) og det franske Sud Aviation – senere Aerospatiale.
Den første prototype af flyet, Concorde 001, fløj første gang den 2. marts 1969 i Toulouse i Frankrig.
Den første supersoniske flyvning med Concorde 001 fandt sted 1. oktober samme år.
Concorde 002, den anden prototype, fløj første gang den 9. april 1969.
Flyet var resultatet af en engelsk-fransk aftale og samarbejde fra 1962 om at bygge et supersonisk passagerfly.
Thunderbird
Aerospatiales prototype 001 blev bygget i Toulouse og kom som den første i luften den 2. marts 1969.
British Aircraft Corporations prototype 002 gik i luften fra Filton flyveplads, Gloucestershire godt en måned senere, den 9. april 1969.
Concordes fire enorme Rolls-Royce / SNECMA Olympus motorer gjorde flyet berygtet for sit massive støjniveau især under take-off og Concorde blev kendt som “Thunderbird“.
Produktionen af Concorde startede netop da miljøbevidstheden voksede overalt i verden og da 1970ernes oliekrise udviklede sig.
Det medførte, at de førende amerikanske luftfartsselskaber, Pan American (Pan Am) og TWA, aflyste deres købsoptioner.
Der blev kun bygget 16 fly, (+ to prototyper og to forsøgsfly), med British Airways og Air France som de eneste kommercielle operatører.
Air France, British Airways, Singapore Airlines og det nu lukkede Braniff International Airways fløj Concorde. De to sidstnævnte kun som lease.
En teknologisk succes
Den første flyvning med Concorde fandt sted den 2. marts 1969.
Efter mere end 5.000 testflyvningstimer blev Concorden i januar 1976 indsat i regelmæssig drift hos Air France og British Airways på ruten til London–Bahrain og Paris–Rio de Janeiro.
I 1977 blev Concorde sat ind på ruterne Paris og London til Washington D.C. og New York City.
Concordens rejsehastighed var Mach 2 (to gange lydens hastighed), og flyvehøjden på en transatlantisk flyvning var 18.000 m.
På det tidspunkt var flyet med den klassiske deltavinge, og dets næse, der kunne fældes ned ved landing, en teknologisk sejr for britisk og fransk flyindustri.
Concorden blev betragtet som en teknologisk succes, men var en økonomisk fiasko.
Oliekrisen i 1970’erne gjorde driften af flyet meget dyr og vanskelig da flyet brugte over 25.000 liter brændstof i timen – tre gange så meget pr. passager som et traditionelt fly.
En anden ulempe var at Concorden ikke kunne flyve over afstande på mere end 7.000 kilometer og kun havde plads til omkring 100 passagerer.
Den var derfor ikke rentabel for flyselskaberne.
Concordens udbredelse blev desuden hæmmet af den modstand, den mødte i USA efter sine første flyvninger. Man hævdede at dens støjniveau var for højt.
Endelig gjorde prisen det meget dyrt at rejse med Concorde.
I Concordens velmagtsdage kostede en enkeltbillet fra London til New York 40.000 kroner.
Til gengæld tog turen fra London til New York kun 3 timer og 30 minutter. I dag tager turen med konventionelt subsonisk passagerfly 5-7 timer.
Concordski
Concorde er, sammen med det sovjetiske/russiske Tupolev Tu-144, de eneste civile passagerfly, der har fløjet med supersonisk hastighed.
Tupolev Tu-144 blev kaldt “Concordski”, fordi det var nærmest en eksakt kopi af Concorde.
Concordski blev efter sigende bygget efter de originale Concorde-tegninger, der var blevet stjålet af det daværende sovjetiske KGB.
Tragedien
Den 25. juli 2000 styrtede en Concorde fra Air France ned under starten i Charles de Gaulle-lufthavnen.
Alle 109 personer om bord omkom, og det samme gjorde 4 personer i det hotel, som flyet ramte.
Efter styrtet blev samtlige eksemplarer af Concorde holdt på jorden en periode, men flyet kom i luften igen.
Et faldende passagertal tvang i 2003 British Airways og Air France til at indstille flyvningerne med Concorde permanent.