Douglas C-124 Globemaster II var et tungt fire-motoret militært propel transport- og fragtfly, der blev udviklet efter 2. verdenskrig og produceret fra 1949 til 1955 af Douglas Aircraft Company i Long Beach, i Californien i USA.
Flyet, med tilnavnet Old Shaky, var det primære heavy-lift transportfly for U. S. Air Force Military Air Transport Service (MATS) og senere for Military Airlift Command (MAC) i løbet af 1950’erne og første halvdel af 1960’erne.
C-124 blev i 1965 afløst af Lockheed C-141 Starlifter og blev helt udfaset i 1974.
Baseret på et flydesign fra 2. verdenskrig
Prototypen til C-124 var baseret på et andet Douglas flydesign, nemlig Douglas C-74 Globemaster fra 2. verdenskrig.
C-74 Globemaster blev udviklet lige efter angrebet på Pearl Harbour 7. december 1941.
Den nye Douglas C-124 Globemaster II skulle videreføre den tunge globale transportkapacitet, som C-74 flyet havde.
Flyet blev drevet af fire store Pratt & Whitney R-4360 Wasp Major stempelmotorer, der hver producerede 3.800 hk (2.800 kW).
Flyet havde to dæk – et til gods og udstyr og et til persontransport.
Den nye Globemaster havde en lastkapacitet på mere end 31 tons gods, og kunne samtidig transportere 200 fuldt udrustede kamptropper.
C-124 fløj første gang den 27. november 1949 og den første version C-124A blev leveret til det amerikanske flyvevåben i maj 1950.
Globemasters
Det amerikanske forsvar har indtil nu rådet over tre store transportfly med betegnelsen Globemaster:
- Douglas C-74 Globemaster
- Douglas C-124 Globemaster II
- Boeing C-17 Globemaster III