Aeronautica Militare Fiat G.91 R3. Foto: Wikimedia commons.

Fiat G.91

Fiat G.91 er et italiensk et-motoret subsonisk letvægts jet angrebs- og kampfly udviklet i 1950’erne og produceret af Fiat Aviazione, senere Aeritalia, i perioden fra 1956 til 1977.

En prototype fløj første gang i august 1956 og blev indsat i aktiv tjeneste hos det italienske luftvåben Aeronautica Militare i 1961.

I 1962 blev flyet også indsat i aktiv tjeneste hos det vestyske luftvåben Luftwaffe.

Senere bestilte flere andre landes luftvåben, blandt andet det portugisiske luftvåben Força Aérea Portuguesa, flyet.

Fiat G.91 blev produceret i 21 år og anvendt i over 35 år af forskellige landes luftvåben.

Produktionen ophørte i 1977 og de sidste operative fly blev udfaset fra det italienske luftvåben i 1995.

Der blev i alt produceret 756 operative eksemplarer af flyet.

Flyet blev desuden videreudviklet i en to-motoret version; Fiat/Aeritalia G.91Y.

Et kortrækkende angrebsfly

Fiat G.91 havde et swept-wing vingedesign.

Det blev udviklet som et kortrækkende og manøvredygtigt angrebsfly til angreb mod jordmål i lav højde og med høj hastighed.

Flyets primære rolle var at angribe jordmål i en radius på ca. 275 km. omkring flyets base.

Flyet var bygget meget solidt med særligt robust landingsstel.

Det kunne operere fra fremskudte baser med primitive start- og landingsforhold og deltage i højintense kamphandlinger.

Flyets cockpit og brændstoftanke var opbygget i armeret stål og canopy-glasset var skudsikkert.

Fiat G.91 kunne bevæbnes med en lang række forskellige våbensystemer til angreb mod jordmål.

Et NATO produkt

Fiat G.91 er resultatet af Natos NBMR-1 specifikation fra 1953 og den efterfølgende konkurrence om at udvikle et nyt kampfly, der opfyldte NBMR-1 specifikation.

NBMR-1 specifikationen (NATO Basic Military Requirement 1) blev udsendt af NATO i 1953 og specificerede kravene til et nyt taktisk letvægt angrebs- og kampfly.

Det nye fly skulle være et supplement til NATOs dyre og højtudviklede kampfly, der prægede alliancens inventar i 1950’erne.

NATOs få, men avancerede kampfly, der var udstationeret på nogle få luftbaser, var alt for sårbare overfor et angreb med atomvåben.

En motor med tilstrækkelig kraft

Det nye fly skulle være et mindre letvægts angrebsfly med en enkel og robust konstruktion.

Det skulle være armeret, hurtigt, let og manøvredygtigt.

Det skulle være i stand til at udføre højhastighedsangreb mod jordmål fra primitive fremskudte baser, med et stort udvalg af våbensystemer spændende fra taktiske atomvåben til konventionelle raketter og bomber.

Derfor var det nødvendigt at finde en motor, der kunne matche kravspecifikationerne til flyets præstationer.

Valget faldt på Bristol Siddeleys Orpheus motor, der var under udvikling i midten af 1950’erne.

Erfaringerne fra Koreakrigen

Det var ikke mindst Koreakrigen, der fik NATO alliancen til at indse, at der var et stort behov for et letvægts jet kampfly, der kunne operere under primitive forhold og uden noget stort jordpersonel.

Tanken var, at man i Europa havde et stort behov for at kunne imødegå den voksende atomtrussel fra Sovjetunionen og de sovjetdominerede østeuropæiske lande, der grænsede op til Vesteuropa under den kolde krig.

Det var ganske enkelt nødvendigt at udvikle enkle og højtydende flytyper, der kunne operere fra fremskudte primitive baser uden en stor gruppe jordpersonel.

En NATO konkurrence

NATO opfordrede flyproducenter til at deltage i konkurrencen om at udvikle det nye letvægtskampfly til NATO.

NATOs Advisory Group for Aerospace Research and Development (AGARD), der var komite og styregruppe for blandt andet udvikling af nye flytyper, vurderede i alt otte projekter fra forskellige producenter.

Italienske Aerfer deltog med Sagittario 2.

Franske Bréguet deltog med 1001 Taon og Dassault deltog med Mystère XXVI, der senere blev til Dassault Étendard VI.

FIAT deltog med G.91.

Northrop med Northrop N-156, der senere blev til Northrop F-5.

Endelig deltog SNCASE med deres ukonventionelle Baroudeur fly.

Tre prototyper

AGARD kommiteen valgte Breguets Br. 1001 Taon, Fiats G.91 og Dassaults Mystère XXVI til at gå videre i konkurrencen og bestilte prototyper af de tre projekter.

Efter evaluering af de tre prototypers præstationer og ydeevner valgte AGARD i 1958 Fiat G.91 som den endelige vinder af konkurrencen.

Har du læst disse artikler?

Lockheed S-3 Viking - flyvere.dk

Lockheed S-3 Viking

Lockheed S-3 Viking er et amerikansk to-motoret hangarskibsbaseret jet anti-ubåds

Ilyushin Il-76 - flyvere.dk

Ilyushin Il-76

Ilyushin Il-76, med NATO-kaldenavn Candid, er et sovjetisk/russisk fire-motoret strategisk

Specifikationer

Producent:Fiat Aviazione / Aeritalia
Produktionsår:1956 – 1977
Antal produceret:756
Besætning: 1
Længde:
10,30 m
Vingefang:8,56 m
Højde:4 m
Vinge areal:16,4 m2
Tom vægt:3.100 kg
Max. startvægt:5.500 kg
Motor:1 × Bristol Siddeley Orpheus 803 turbojet
Tophastighed:1.075 km/t
Rækkevidde:1.150 km

Nyhedsbrev - flyvere.dk

Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Modtag en ugentlig mail med de nyeste artikler,
nyheder og andet fra flyvere.dk i din mailboks.


Vi spammer ikke og du kan altid afmelde nyhedsbrevet.
Privatlivspolitik

Kategorier