Blackburn Buccaneer var et to-motoret hangarskibsbaseret jet angrebsfly udviklet i 1950’erne af Blackburn Aircraft i Brough i Yorkshire i England.

Buccaneer er også kendt som Hawker Siddeley Buccaneer efter Hawker Siddeley overtog Blackburn

Buccaneer blev udviklet til angreb i lav højde på den Sovjetiske flådes Sverdlov-krydsere.

Flyet kunne fremføre atomvåben og konventionelle våben.

Flyet var tiltænkt en rolle til bekæmpelse af overflade mål med kortrækkende missiler.

Buccaneer blev indsat i aktiv tjeneste hos Royal Navy i 1962.

På grund af for svage motorer havde Royal Navy en del havarier med Buccaneer.

Den sovjetiske trussel

Efter 2. verdenskrig blev Sovjetunionens kraftige opbygning af en moderne flåde anset af især NATO for en voksende trussel for handelsflåden på havene.

De nye sovjetiske Sverdlov krydsere var hurtige og stærkt bevæbnede, og Sovjetunionen producerede mange af dem.

Storbritannien valgte at udvikle nye flytyper, der kunne imødegå den voksende trussel på verdenshavene fremfor at deltage i et oprustningskapløb med nye skibstyper.

I 1952 udsendte Royal Navy en ny specifikation på et to-sæders jet angrebsfly, der fra hangarskibe kunne fremføre både atomare og konventionelle våben til bekæmpelse af overflade mål.

Flyet skulle kunne flyve med en hastighed på mindst 1.050 km/t. i lav højde og have en våbenkapacitet på mindst 3.600 kg.

Det nye fly skulle kunne fremføre den britiske Red Beard frit-falds atombombe og Green Cheese atommissiler, såvel som konventionelle våben systemer.

I 1955 vandt Blackburns Project B-103 udbuddet.

Den første prototype af det hemmelige Blackburn Naval Aircraft fløj første gang 30. april 1958.

For svage motorer

Den første version af Buccaneer, S.1. versionen, var udstyret med to de Havilland Gyron Junior turbojet motorer.

Gyron motorerne var ikke kraftige nok til at Buccanner kunne lette og lande fra hangarskibe med fuld last og fuldt tanket.

En midlertidig løsning var at lade flyet lette med en minimal mængde brændstof for så straks efter take-off at lufttanke flyet ved hjælp af Supermarine Scimitar tankfly.

De svage motorer var for stor en risiko for Buccaneers operationelle sikkerhed og havarier førte til udvikling af en ny version af Buccaneer.

Den nye Buccaneer S.2 version var udstyret med kraftigere Rolls-Royce Spey jet motorer.

De nye Spey turbofan motorer producerede 40% mere tryk end de oprindelige Gyron pure-jet motorer og havde samtidig et meget lavere brændstofforbrug.

Royal Air Force overvejede Buccaneer som nyt angrebsfly til RAF.

Det nye supersoniske BAC TSR-2 fly, der var forud for sin tid på stort set alle områder, blev foretrukket af RAF.

Da TSR-programmet blev stoppet i utide, kastede RAF sin opmærksomhed på det amerikanske General Dynamics F-111K.

Det blev heller ikke til noget, så i 1969 blev Buccanneer indsat i tjeneste hos RAF.

Nye tider – nye fly

Efter Royal Navy trak sine store hangarskibe ud af tjeneste i slutningen af 1970’erne blev Royal Navys Buccaneer fly overdraget til RAF.

Samtidig valgte Royal Navy British Aerospace Sea Harrier som dets foretrukne angrebsfly.

Afslutningen på den kolde krig førte til en kraftig reduktion af RAFs flystyrker.

De sidste Buccaneer fly hos RAF blev trukket ud af tjeneste i 1994.

I stedet blev det nye Panavia Tornado fly indsat i tjeneste.