Panavia Tornado - flyvere.dk

RAF Panavia Tornado GR4. Foto: Cpl Neil Bryden RAF/MOD. OGL v1.0

Panavia Tornado

Panavia Tornado er et to-motoret multirolle jet kampfly udviklet i slutningen af 1960’erne og produceret siden 1974 af Panavia Aircraft GmbH i Italien, Storbritannien og Tyskland.

Panavia Aircraft GmbH var et konsortium bestående af det britiske British Aerospace (tidligere British Aircraft Corporation), det vesttyske MBB og det italienske Aeritalia.

Tornado har et variabelt swept-wing vingedesign og kan opnå supersonisk hastighed i lav højde.

Da et swept-wing eller delta vingedesign ikke giver en optimal og stabil flyvning ved lave hastigheder, valgte man et variabelt swept-wing vingedesign, hvor flyets vinger kan foldes ud og ind alt efter flyets hastighed.

Et aldrende inventar af kampfly

Tornado kunne, på grund af flyets mange anvendelsesmuligheder, erstatte en lang række af de aldrende flytyper, der stod til at skulle udskiftes i de tre landes luftvåben.

Hos RAF nærmede de aldrende Blackburn Buccaneer fly og de mægtige strategiske bombefly Avro Vulcan sig pensionsalderen.

Den britiske regering havde på det tidspunkt allerede stoppet to udviklingsprojekter af nye kampfly til RAF.

Det fantastiske BAC TSR-2 flyprojekt, der var mange år forud for sin tid hvad angår design, ydelse og teknologi, var blevet stoppet allerede i 1965.

Der gik mange rygter om årsagerne til at den britiske regering stoppede udviklingen af et fly, der ville have genskabt Storbritannien førende position indenfor flyudvikling.

I stedet satsede briterne på udvikling af en variant af det amerikanske General Dynamics F-111 Aardvark  jager-bombefly, General Dynamics F-111K, men også det projekt blev sløjfet af briterne.

De vesttyske, hollandske og italienske Lockheed F-104 Starfighter og McDonnell Douglas F-4 Phantom kampfly stod i slutningen af 1970’erne ligeledes til snarlig udskiftning.

Et konsortium bestående af fire lande

I marts 1969 dannede Holland, Italien, Storbritannien og Vesttyskland det multinationale selskab Panavia Aircraft GmbH.

Selskabet skulle stå for udvikling, design og produktion af et nyt multirolle kampfly, et MRCA fly, Multi Role Combat Aircraft.

Forud for dannelsen af konsortiet var gået flere landes selvstændige udviklingsprojekter af nye kampfly.

Storbritannien og Frankrig havde udviklet AFVG (Anglo French Variable Geometry) projektet i 1965, der sluttede da Frankrig trak sig fra projektet.’

Vesttyskland udviklede EWR-Fairchild-Hiller A400 AVS Advanced Vertical Strike projektet, der på mange måder lignede Tornado.

I 1968 dannede Belgien, Canada, Holland, Italien, Storbritannien og Vesttyskland en arbejdsgruppe, der skulle udvikle et nyt multirolle kampfly, et Multi Role Combat Aircraft (MRCA), til de deltagende landes luftvåben.

Canada og Belgien forlod ret hurtigt arbejdsgruppen, så i marts 1969 dannede de fire resterende medlemmer af arbejdsgruppen konsortiet Panavia Aircraft GmbH.

Holland forlod konsortiet i 1970, da det hollandske luftvåben mente at flyet ville blive alt for kompliceret og teknisk.

To versioner

I maj 1970 enedes konsortiet om at udvikle to versioner af det nye Tornado fly.

Et enkeltsædet fly benævnt Panavia 100 og et to-sædet Panavia 200 fly.

Panavia 200 flyet blev til det endelige Tornado fly.

Man enedes om at den forreste del af flyets fuselage og halepartiet skulle produceres i England af British Aircraft Corporation, nu BEA Systems.

Resten af flyets fuselage skulle produceres i Vesttyskland af Messerschmitt-Bölkow-Blohm, nu Airbus.

Tornado flyets vinger skulle produceres i Italien af Aeritalia, nu Leonardo.

Pan-europæiske motorer

På samme måde blev Tornado-flyets RB199 motorer udviklet og produceret i et europæisk samarbejde mellem Rolls-Royce, MTU og Fiat af det til lejligheden oprettede selskab Turbo-Union Ltd.

Turbo-Union RB199 motoren blev kun produceret til Tornado.

Et multirolle kampfly

Den første af adskillige Tornado prototyper fløj første gang den 14. august 1974 og blev indsat i tjeneste hos de tre producentlandes flyvevåben i løbet af 1979 – 1980.

Tornado flyet blev udviklet i tre grundlæggende versioner for at kunne udfylde tre primære roller:

  1. Tornado IDS (interdictor/strike) jager-bomber
  2. Tornado ECR (electronic combat/reconnaissance) elektronisk krigsførelse og rekognoscering.
  3. Tornado ADV (air defence variant) afvisning og luftforsvar.

Tornado flyet deltog første gang aktivt i kamphandlingerne under den første Golf krig i 1991.

Her udførte Tornado fly især angreb mod mål på jorden i lav højde ved høj hastighed.

Den sidste Tornado

Den 14. marts 2019 fløj britiske Tornado for sidste gang.

Efter 40 år i luften for RAF blev Tornado sendt på pension og er nu erstattet af opgraderede Eurofighter Typhoon og nye Lockheed Martin F-35B Lightning kampfly, der blev leveret til RAF i løbet af 2018 og 2019.

Specifikationer:

Producent:Panavia Aircraft GmbH
Produktionsår:1979–1998
Antal produceret:992
Besætning:2
Længde:
16,72 meter
Vingefang:8,60 - 13,91 meter
Højde:5,95 meter
Vinge areal:26,6 m2
Tom vægt:13.890 kg
Max. startvægt:20.240 kg
Motorer:2 × Turbo-Union RB199 turbofan
Tophastighed:2.400 km/t ~ mach 2.2
Max. flyvehøjde:15.240 m
Rækkevidde:1.390 km

Flyvere.dk nyhedsbrev

Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Modtag en månedlig mail med de nyeste artikler, nyheder og andet fra flyvere.dk i din mailboks.

Ved min tilmelding til flyvere.dk nyhedsbrev giver jeg tilladelse til at mit navn (valgfrit) og min e-mail registreres og opbevares hos flyvere.dk indtil jeg selv afmelder nyhedsbrevet.

Kategorier

Tags

2. verdenskrig 737 MAX Airbus Antonov AOA Avro Bell Boeing Boeing 737 Boeing 737 MAX Boeing 737 MAX krisen Coronakrisen CoVid-19 de Havilland Douglas Dreamliner Droner Elektriske fly Embraer F-16 F-35 F-35 og støjen Farnborough Flysikkerhed Flyvende vinge Flyvende vinge design Grumman Kina Lockheed Lockheed Martin MCAS McDonnell Douglas MIL North American Northrop Grumman Norwegian Pipistrel Pratt & Whitney Rolls Royce Saab SAS Sikorsky Sukhoi Tupolev WWII