Lockheed Martin F-35 Lightning II JSF er et amerikansk femte-generations et-sædet altvejrs jet kampfly med Stealth egenskaber.
Flyet produceres af Lockheed Martin, der har sit hovedkvarter i Bethesda, Maryland i USA.
Udviklingen af flyet startede i 1995, da Joint Strike Fighter (JSF) programmet blev sat i gang som multinationalt samarbejde om udvikling af en ny type kampfly, der kan erstatte en lang række af de eksisterende kampfly, som de forskellige lande på det tidspunk betjente sig af.
F-35 er i aktiv tjeneste hos U.S. Air Force, det amerikanske luftvåben, og hos IAF, Israeli Airforce, det israelske luftvåben samt en række andre lande.
Lockheed Martin F-35 Lightning II JSF eller Joint Strike Fighter (JSF) er et flyprojekt, der involverer flere nationer i udviklingsarbejdet.
Danmark er med i projektet og har bidraget med både kapital og teknologi.
F-35 er en af de tre tilbageværende kandidater til at blive det næste kampfly til Flyvevåbnet.
Flyet har dog været udsat for flere forskellige problemer undervejs, bl.a. en række befalede groundings på grund af brandrisiko i motoren.
Lockheed Martin F-35 Lightning II JSF produceres i tre versioner
F-35 produceres i tre versioner: F35A, F-35B og F-35C.
F-35A er en CTOL version, (Conventional Take-off and Landing)
Den har en indvendig 25 mm gatlingkanon og anvender Bom-system til lufttankning.
Denne version vil blive brugt afdet amerikanske flyvevåben, det canadiske flyvevåben, det norske flyvevåben og Flyvevåbnet i Danmark.
U. S. Air Force regner med at skulle bruge 1.763 eksemplarer af F-35 til at afløse F-16 fra 2013 og A-10 Thunderbolt II fra 2028.
F-35B er en STOVL (Short Take-Off and Vertical Landing) version
Den har en nedadrettet lavtrykskompressor, der drives af motorens turbine.
Flyets udstødning kan rettes nedad og sammen med lavtrykskompressoren sørger den for opdriften ved lav hastighed.
Ved vandret flyvning er lavtrykskompressoren frakoblet og udstødningen er rettet bagud.
Denne version kan bruge kortere startbaner til at komme i luften og skal kunne lande lodret.
Flyet kan også lette lodret, men kun med en lille våbenlast og brændstofmængde, og selv det kræver uhensigtsmæssigt meget brændstof.
Alligevel var lodret start et af kravene til testflyene X-32 og X-35 i JSF-konkurrencen.
340 amerikanske og 138 britiske F-35B vil formentlig afløse US Marine Corps’, Royal Navy’s og Royal Air Force’s Harrier Jump Jet og RAFs Panavia Tornado fly.
F-35C kan operere fra hangarskibe
Flyet er derfor udrustet med halekrog og har de nødvendige forstærkninger til at kunne tåle hårde landinger på et hangarskibs dæk.
F-35C kan folde vingerne og bruger Probe and drogue-lufttankning.
Denne version vil formentlig kun blive brugt af U.S. Navy (260) og U.S. Marine Corps (80), hvor F-35C skal afløse F-18 Hornet fra 2012, men ikke F/A-18E/F Super Hornet.
På grund af udviklingen af realistiske flysimulatorer og interaktive avionics, udvikles der endvidere tosædede træningsversioner af F-35.
Det israelske luftvåben har udtrykt interesse i at have tosædede F-35D til rådighed.
Ønsket er ikke imødekommet, bl.a. fordi ingen andre lande deler det og Israel ikke er partner i JSF-projektet.
F-35 er indtil nu bygget i 114 eksemplarer (alle tre udgaver). (tallet er fra marts 2015.)
I august 2016 startede F-35C en tre ugers test ombord på hangarskibet George Washington i sin endelige 3F kampkonfiguration.
Udviklingen af F-35
Kort efter afslutningen af den kolde krig ønskede USA at udvikle et fly til det amerikanske luftvåben, flåde og marinekorps.
Konceptet blev navngivet JAST – Joint Advanced Strike Technology.
US Navy opgav sit daværende projekt om udviklingen af en helt ny type angrebsfly A-12 Avenger II og tilsluttede sig i stedet til JAST.
I 1994 deltog de amerikanske flyproducenter Lockheed Martin, Boeing, Northrop Grumman og McDonnell Douglas i en konkurrence om at designe JAST.
Northrop Grumman og McDonnell Douglas slog sig sammen med British Aerospace og udviklede deres demonstrator som et samarbejde.
Projektet blev elimineret i JAST-konkurrencen i 1996 og tilbage var de to JST-projekter fra Lockheed Martin og Boeing.
I 1996 gik Lockheed Martins og Boeings design videre (nu under betegnelsen Joint Strike Fighter) og de fik penge til at udvikle demonstrationsfly – dvs. ikke prototyper.
Boeing X-32 – low-cost ‘Monica’
Boeing udviklede to forskellige varianter af sit bidrag til JST-konkorrencen:
Boeing X-32A var et konventionelt (CTOL) kampfly, der også kunne konfigureres som et hangarskibsbaseret fly.
Boeing X-32B var et STOVL fly, der kunne svæve og lande vertikalt.
Flyet havde drejelige dyser, (Vector Thrust), ligesom på Harrier Jump Jet.
Lockheed Martin X-35 – byggesæt i fuld størrelse
Lockheed Martin byggede tre varianter af det samme fly hvor ca. 80% af flyets dele gik igen i alle tre udgaver:
X-35A er et konventionelt (CTOL) kampfly.
X-35B er et STOVL fly med svæve- og vertikal landingsegenskaber.
X-35C som et hangarskibsbaseret fly.
Den 26. oktober 2001 besluttede det amerikanske forsvarministerium (Pentagon), at Lockheed Martins X-35 skulle sættes i produktion under betegnelsen F-35.
Lockheed Martin X-35 havde sit hovedunderstel fra A-6 Intruder.
Næsehjulet kom fra F-15 Eagle, motoren var en Pratt & Whitney F119-motor fra F-22 Raptor. Hydraulikken fra fra YF-23, katapultsædet fra AV-8B og styresystemet var fra F-16.
Endelig blev flyets multifunktionsskærme hentet fra C-130J Hercules.
Det vigtigste ved demonstrationsflyene var at vise stealth- og eventuelle STOVL-egenskaber.
X-35A blev ombygget til X-35B for at demonstrere Lockheed Martins STOVL-design.
Lockheed Martin F-35 Lightning II JSF blev i maj 2016 valgt af den danske regering som nyt kampfly til Flyvevåbnet.
Her skal det afløse flyvevåbnets General Dynamics F-16 fly.