Lufttankning – Aerial refueling – betegner den proces hvorved flybrændstof overføres fra et tankfly til et andet fly under flyvning.
Lufttankningen udføres ved såkaldte ferry flights, hvor et eller flere militærfly skal tilbagelægge længere afstande end deres tankkapacitet muliggør, eller ved kamphandlinger, hvor kampflyenes base ligger et stykke væk fra krigsskuepladsen.
Ved at udnytte flyenes kapacitet for lufttankning kan fly starte fra baser, der ligger endog meget langt fra deres mål.
Herved kan en flåde af tankfly flyve i fastlagte ruter og i sikker afstand fra kampområdet, så jagerbombere mv. kan tanke brændstof, når de var nået ned til mindstebeholdningen (bingo fuel).
Kampflys maksimale startvægt begrænser bombelast og rækkevidde, men med lufttankning kan de lette med større bombelaster og halvtomme tanke – og opnå maksimal rækkevidde.
Den første lufttankning
Den første lufttankning mellem to militære fly fandt sted den 27. juni 1923 over Rockwell Field ved San Diego i Californien i USA.
Optankningen blev udført af de to piloter i U. S. Army Air Service Kaptajn Lowell Smith og Løjtnant John P. Richter i deres Airco DH.4 biplaner.
Lowel Smith satte under samme flyvning rekord for den længste uafbrudte flyvning med 37 timers uafbrudt flyvning.
To udbredte systemer
Der findes to dominerende metoder til lufttankning.
- Bom-systemet – på engelsk Flying boom and receptacle.
- Kurve-systemet – på engelsk Probe and drogue.
Et andet mindre kendt optankningssytem var Grappled-line looped-hose systemet, der blev udviklet af den engelske flypioner Sir Alan John Cobham i 1930’erne.
Grappled-line looped-hose systemet byggede på patenterede teknikker, som Cobham købte af deres opfindere.
Bom systemet (Flying boom and receptacle)
U. S. Air Force er det eneste flyvevåben i verden, der udelukkende benytter Flying boom and receptacle systemet.
Flying boom består af en 10-12 m lang bagudrettet bom, der sidder monteret bagerst på et tankfly.
Bommen er forsynet med et små stabiliserende winglets forenden af bommen.
De gør bommen nemmere at styre af en tankoperatør i tankflyet.
Bommen ender i en studs, der føres ind i en ventil (receptacle) på det modtagende fly.
På NATOs moderne militære fly findes der et standardiseret flying boom-system.
Det er den såkaldte Universal Aerial Refueling Receptacle Slipway Installation (UARRSI) installation.
Det danske luftvåbens (RDAF) F-16 fly er udstyret med UARRSI installation til kunne optankes i luften af tankfly fra U. S. Air Force.
Tankfly med ‘flying boom’ kræver et ekstra besætningsmedlem til at håndtere optankningssystemet under optankning i luften.
Til gengæld kan ‘flying boom’ systemet overføre store mængder af brændstof på kort tid, da et rør kan sættes under større tryk end en slange.
Det er nødvendigt ved lufttankning af store fly, som f.eks. Boeing B-52 og C-5 Galaxy flyene.
Visse NATO-lande med amerikansk producerede fly, anvender også boom and receptacle, f.eks. Hollands Luftvåben Koninklijke Luchtmacht.
Kurvsystemet (Probe and drogue)
De fleste andre luftvåben i verden anvender Probe and drogue, der består af en løsthængende slange med en særlig ventil.
Ventilen er monteret i en bagudvendt kurv (engelsk: Drogue = vindpose), der gør det nemmere for det tankende fly at ramme kurvens ventil med sin optankningsstuds, (der også har en ventil).
Piloten på flyet, der skal optankes, har et vist spillerum, da slangen er fleksibel.
Til gengæld tager tankningen længere tid pga. det lavere pumpetryk og turbulens kan pga. slangens bevægelser besværliggøre tankningen.
Nogle helikoptere har – modsat den gængse opfattelse – mulighed for at lufttanke ved hjælp af probe and drogue.
Her er det vigtigt at tankproben bliver skudt så langt fremad, at slangen fra tankflyet ikke ødelægges af helikopterens rotorblade.
Et tankfly skal kunne flyve relativt langsomt ved lufttankning af helikoptere, da hastigheden her er væsentligt lavere end ved tankning af fastvingefly.
KC-130 Hercules er et af de store fly, der kan flyve langsomt nok til at kunne fungere som tankfly for helikoptere.