Nye problemer med Boeing 737 MAX

Alaska Airlines Flight 1282 Boeing 737-9 MAX. Foto: NTSB. Public domain.

Nye problemer med Boeing 737 MAX

Kategori: Nyheder, Nyheder 2024

Tags: Boeing, Boeing 737 MAX

Der er konstateret nye problemer med Boeing 737 MAX, der kan indebære en generel sikkerhedsrisiko for flyvning med flyet.

Et Boeing 737 MAX 9 fra flyselskabet Alaska Air (Alaska Airlines Flight 1282) mistede fredag den 5. januar 2024 en hel (vindue)sektion af flyets fuselage under en ordinær flyvning med 177 ombordværende fra Portland, Oregon i det nordvestlige USA.

Det pågældende MAX 9 fly er splinternyt og blev leveret til flyselskabet i oktober sidste år.

Efter havariet valgte Alaska Airlines at indstille al flyvning med alle selskabets 69 Boeing 737 MAX 9 fly.

Lørdag den 6. januar udstedte de amerikanske flymyndigheder FAA et emergency airworthiness directive for alle Boeing 737 MAX 9 i USA.

Det er det man også kalder for et flyveforbud.

En historisk krise

Flyvere.dk dækkede grundigt hele forløbet da Boeing 737 MAX sidst skabte store negative overskrifter.

Vi kaldte forløbet for Boeing 737 MAX krisen.

Da to Boeing 737 MAX fly havarerede i oktober 2018 og i marts 2019 begyndte den største og sværeste krise for Boeing og for den internationale luftfart i mange år.

Lion Air Flight 610 styrtede ned i havet ud for Java i oktober 2018 kort efter take-off fra Soekarno–Hatta International Airport i Jakarta på Java.

Ulykken kostede alle 189 ombordværende livet.

Ethiopian Airlines Flight 302 styrtede ned i marts 2019 kort efter take-off fra Addis Ababai Ethiopien.

Ulykken kostede de 157 ombordværende livet.

Boeings supersælgende kæledægge af et civilt passagerfly fik efter de to havarier et globalt flyveforbud og først efter en flere år lang periode med tekniske undersøgelser, høringer, rapporter og medieomtale kom Boeings 737 MAX på vingerne igen.

Men krisen var større og mere end ‘blot‘ et flyveforbud.

Boeing måtte indstille leveringen og tilsidst også produktionen af sit MAX fly.

Boeing valgte i slutningen af 2019 at fyre den daværende topchef Dennis Muilenberg.

Boeing 737 MAX krisen var (og er), sammen med Coronakrisen, den økonomisk dyreste krise i den civile luftfarts historie – både for Boeing, men også for den civile luftfart.

De menneskelige omkostninger lader sig ikke opgøre i penge.

Et software problem

De tekniske havariundersøgelser efter de to havarier afslørede, at der var store problemer med dele af flyets software til styring af flyets pitch-orientering under start og landing, det såkaldte MCAS-system.

Det viste sig at være en generel fejl ved flyets MCAS software, der ellers var blevet til for at imødegå en medfødt og kendt tendens til ‘pitch-up’ hos Boeing 737 MAX flyene på grund af motorernes placering og de nye motorers størrelse.

Det var i bund og grund de problemer, der førte til de to tragiske havarier i 2018 og 2019.

Boeing blev af de amerikanske luftfartsmyndigheder tvunget til noget, der nærmest var en helt ny typegodkendelsesproces før flyet igen fik sin licens.

Et hardware problem

Nu står der så igen en lang række Boeing 737 MAX fly på jorden overalt i USA.

Denne gang tyder det på at det skyldes et udpræget hardware problem, nemlig flyets konstruktion.

Situationen med dele af flyets fuselage, der blæses af flyet i ‘mid-air‘, er uacceptabel, uholdbar og meget utryghedsskabende.

Alle håber naturligvis på at det ikke udvikler sig til en ny stor krise for især Boeing fabrikkerne.

Lige nu gennemgår både Alaska Airlines teknikere, de amerikanske luftfartsmyndigheder og Boeings teknikere de groundede MAX fly for fejl og mangler.

Flere problemer

Siden havariet med Alaska Airlines Flight 1282 i fredags er det kommet frem, at der på enkelte Boeing 737 MAX 9 fly er fundet løse bolte uden møtrik i flyenes konstruktion.

Lige nu holder alle vejret og afventer en havarirapport om hvorvidt hændelsen med Alaska Airlines flight 1282 var en enlig svale, eller om dette er starten på en ny krise for Boeing.

Det vil blive afgørende for den fremtidige skæbne for Boeings ulykkesfugl – en efterhånden rimelig betegnelse for Boeing 737 MAX.

Flyvere nyhedsbrev

Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Modtag en månedlig mail med de nyeste artikler, nyheder og andet fra flyvere.dk i din mailboks.

Ved tilmelding til flyvere.dk nyhedsbrev giver jeg tilladelse til at flyvere.dk opbevarer mit navn (valgfrit) og min e-mail indtil jeg selv afmelder nyhedsbrevet.

Sidste nyt

Nyheder

Nyeste artikler

Bristol Boxkite

Bristol Boxkite

Bristol Type 175 Britannia - flyvere.dk

Bristol Britannia

North American Sabreliner

North American Sabreliner

Douglas O-2

Douglas O-2

Dassault Falcon 20

Dassault Falcon 20