IAR 80 var et rumænsk et-motoret propel kamp- og jagerbombefly udviklet i 1930’erne og produceret under 2. verdenskrig af Industria Aeronautică Română (IAR) i Ghimbav ved Brașov i Rumænien.
Flyet var et moderne lav-vinget monoplan, der tålte sammenligning med samtidige jager- og kampfly fra 2. verdenskrig – f.eks. Hawker Hurricane og Messerschmitt Bf 109.
Flyets design mindede desuden om det nazi-tyske jagerfly Focke-Wulf Fw 190.
IAR 80 havde en semi-monocoque fuselage og en langstrakt krop i metal, der gjorde flyet både hurtigt og manøvredygtigt.
En ny rumænsk flyindustri
Den rumænske regering havde allerede i 1920’erne indset behovet for at udvikle moderne kampfly i en tid, hvor krigstruslen var overhængende fra flere sider.
I løbet af 1920’erne og 1930’erne blev tre nye fabrikker til produktion af flyvemaskiner etableret i Rumænien.
Den første var Societatea pentru Exploatări Tehnice (SET) i Bukarest i 1923, fulgt af Industria Aeronautică Română (IAR) i Brașov i 1925.
Den tredje var Întreprinderea de Construcții Aeronautice Românești (ICAR) også i Bukarest i 1932.
I 1930 havde den rumænske regering desuden udsendt en specifikation på et nyt kampfly til det daværende kongelige rumænske flyvevåben.
Polsk konkurrent
Den rumænske regering forventede ikke nogle bud fra den nystartede rumænske flyindustri.
Alligevel konstruerede IAR fabrikkerne flere designs og prototyper af et udviklet rumænsk kampfly.
Derfor blev den polske PZL P.11 fly valgt og Rumænien indkøbte 50 eksemplarer af flyet.
Senere fulgte den rumæsnke regering op med indkøb af yderligere 50 polske PZL P.24 fly, der var en eksport version af PZL P.11 flyet.
Fremfor at producere sit eget flydesign fik IAR i stedet licens til i løbet af 1930’erne at bygge de polske PZL P.11 og PZL P.24 fly.
Polske vinger
På trods af den rumænske regerings valg af polske fly fortsatte IAR udviklingen af sine egne flydesigns.
Ved hjælp af indtjeningen fra licensproduktionen af de polske fly, kunne IAR oprette og drive en design- og udviklingsafdeling for egne midler.
Den rumænske flyingeniør Ion Grosu blev leder af IARs designafdeling.
Han mente, at hans lav-vingede flydesign var et både bedre og mere moderne flydesign end de høj-vingede polske PZL fly.
Grosu og hans medarbejdere omtalte det høj-vingede flydesign som “polske vinger“.
Grosu kombinerede elementer fra PZL flyenes design med sit eget flydesign.
Ud af anstrengelserne kom i første halvdel af 1930’erne IAR-24 og senere IAR-80.
Begge var lav-vingede monoplan fly med en semi-moncoque fuselage.
IAR 80 – et rumænsk jagerfly
I slutningen af 1937 begyndte Grosu udviklingen og produktion af den første IAR 80 prototype.
Den fløj første gang i april 1939.
Den første IAR 80 prototype havde et åbent cockpit og IARs egen IAR K14-III C32 motor på 870 hk.
Motoren var en licensbygget udgave af den franske Gnome-Rhône 14K II Mistral Major motor.
Selvom den første IAR 80 prototype ikke var konkurrencedygtig i forhold til de samtidige nazi-tyske og engelske kampfly, så var resultaterne af de første testflyvninger imponerende.
Efter at have rettet en række små fejl blev en opdateret IAR 80 prototype sendt på vingerne året efter.
Den havde fået en kraftigere version af IAR K14-III C32 motoren med nu 930 hk., større vinger og større brændstof tanke.
Endnu et konkurrerende fly
I slutningen af 1939 blev IARs egen-udviklede prototype involveret i endnu en konkurrence mod et andet fly.
Denne gang var det det nazi-tyske Heinkel He 112 kampfly, som den rumænske regering overvejede i stedet for IAR 80 flyet.
Det blev IAR 80 flyet, der blev valgt af det rumænske flyvevåben og senere af den rumænske regering.
I perioden fra 1939 til 1944 bestilte den rumænske regering mere end 400 eksemplarer af IAR 80 mod kun 30 eksemplarer af Heinkel He 112.
Flyet blev godt modtaget af testpiloter, som de mente kunne konkurrere med nogle af datidens bedste kampfly.
Det var kun lidt langsommere end f.eks. Messerschmitt Bf 109 og matchede de fleste moderne kampflys flyvegenskaber.
En nazi-tysk Luftwaffe pilot, der fløj flyet i 1941, roste flyet og kaldte det for “et fly, der lever op til nutidens krav.” 1
1: Sicoe, Doru. “IAR 80/81 – Romania’s Best Fighter”. IPMS Stockholm