Mil V-12 (med NATO-kaldenavn Homer) var en fire-motoret helikopter med to kontra-roterende rotorer.
Den blev designet og udviklet i begyndelsen af 1960’erne af Mil Design Bureau i Tomilino Moskva Oblast i Rusland/Sovjetunionen.
Det er den største helikopter, der nogensinde er bygget.
Selvom helikopteren aldrig kom i serieproduktion, fortjener helikopteren omtale – alene på grund helikopterens enorme størrelse og fordi der blev bygget to prototyper, der rent faktisk kom i luften.
Mil V-12 – verdens største helikopter var gigantisk
Kravspecifikationerne, der blev udsendt af det sovjetiske GKAT ministerium, beskrev en helikopter med en last- og løftekapacitet på mellem 20 og 25 tons.
Det blev i 1961 specificeret yderligere til at svare til kapaciteten for Antonov An-22 transportfly.
Hermed ville Mil V-12 være i stand til at løfte og transportere meget tunge mængder gods som f.eks. Sovjetuinionens interkontinentale ballistiske missiler.
Et sjældent anvendt rotorsystem
Mil Design Bureau afprøvede og overvejede flere forskellige rotorsystemer til Mils gigantiske helikopter.
Mil overvejede både et tandem rotorsystem, som på Boeing CH-47 Chinook, og et traditionelt single-rotor system, men begge typer rotorsystemer blev opgivet.
Derfor valgte Mil Design Bureau det mere sjældent anvendte transversale rotorsystem med to modsatstillede og synkroniserede rotorer.
Det var ikke den første helikopter med et transversalt rotorsystem, men det var den første i den størrelse.
Tidlige helikoptere som Focke-Wulf Fw 61 (1936), Focke-Achgelis Fa 223 Drache, (1940) og Kamov Ka-22 Vintokryl (1959) havde også et transversalt rotorsystem.
De kontra-roterende rotorer på Mil V-12 gjorde en halerotor overflødig.
Et ejendommeligt luftfartøj
Til gengæld var det nødvendigt at bygge en vingelignende sektion på tværs af helikopterens fuselage til forankring af helikopterens fire motorer og de enorme synkroniserede rotorer, der overlappede hinanden med tre meter.
Helikopterens fire Soloviev D-25VF motorer var monteret parvis i hver side af vingekonstruktionen.
Gearing og kraftoverførsel til rotorerne var monteret med synkroniseret kraftoverførsel i hele vingekonstruktionens længde til begge rotorer.
Det gjorde at hvis en rotor faldt ud af drift, kunne motorerne drive den anden rotor, så der derved var kraft til at holde helikopteren i luften og lande sikkert.
Det var også nødvendigt at udstyre Mil V-12 med en konventionel halesektion som på store transportfly med halevinger og haleror.
Det gav helikopteren en hybrid lignende udformning et sted mellem fly og helikopter.
Mil V-12 havde to cockpits
Mil V-12 var udstyret med hele to cockpits.
Et nedre cockpit var til pilot og andenpilot samt flymekaniker og elektroingeniør.
Et øvre cockpit gav plads til en navigatør og en radiooperatør.
Svær at håndtere og svær at flyve
Den første prototype fløj første gang 27. juni 1967.
Testpiloterne på Mil V-12 rapporterede om meget kraftige vibrationer i cockpittet.
Vibrationerne var så kraftige, så styrtøjet påvirkedes af dem og piloterne havde svært ved at bevare kontrollen over helikopteren.
Under den første testflyvning d. 27. juni 1967 havarerede helikopteren, da vibrationerne forplantede sig først til gulvet i helikopterens cockpit hvorfra de bevirkede en feedback til selve styrekonsollen i helikopteren.
Da først problemerne med vibrationer i Mil V-12s to cockpit var løst, overskred helikopterens ydelse og flyveegenskaber de kravspecifikationer, der var blevet udsendt af det sovjetiske GKAT ministerium.
Alligevel satte den første prototype Mil V-12 i alt 8 verdensrekorder, hvoraf de fire står endnu.
Midt under den kolde krig vandt Mil V-12 flere ærefulde priser, bla fra American Helicopter Society i 1980.
Mil V-12 blev aldrig sat i serieproduktion.
Det russiske militær havde ikke længere et behov for lufttransport af ballistiske missiler og i 1974 blev al videre udvikling af helikopteren indstillet
Video: Mil V-12
Det er først når man ser levende billeder af Mil V-12, at man helt begriber størrelsen på det monstrøse fartøj.