Northrop Grumman B-2 Spirit er et tungt amerikansk fire-motoret strategisk stealth jet bombefly udviklet i 1970’erne og produceret fra 1989 til 2000 af Northrop Grumman i Falls Church, Fairfax County, Virginia, USA.
Flyet er en såkaldt flyvende vinge uden nogen halesektion – heller ikke noget haleror, som på traditionelt flydesign.
B-2 Spirit har en besætning på blot to – en pilot og en såkaldt Mission Commander.
Den specielle kantede form, en særlig absorberende bemaling samt andre militærteknologiske landvindinger, der tilsammen udgør den såkaldte Stealth-teknologi, gør Northrop Grumman B-2 Spirit næsten usynlig på radar.
På grund af Sovjetunionens fald og dermed afslutningen af den kolde krig, og ikke mindst pga. den astronomiske pris på godt 4 milliarder danske kroner pr. fly, blev der kun produceret 21 fly.
Kun et enkelt eksemplar af B-2 Spirit flyet er havareret.
Det skete efter en fejl med fugt i flyets sensorer under takeoff fra Andersen Air Force Base på øen Guam i det nordvestlige Stillehav.
Kulminationen på en banebrydende design tradition
Udviklingen af B-2 Spirit markerer den foreløbige kulmination på flydesigneren John ‘Jack’ Northrops flyvende vinge design.
Konceptet bag det flyvende vinge design blev udviklet af John Northrop, (med det dansk-klingende mellenavn Knudsen), helt tilbage i 1930’erne, hvor John Northrop udviklede den flyvende skalamodel prototype Northrop N-1M og senere i 1950’erne eksperimental flyet Northrop XP-79.
Disse anstrengelser ledte frem til udviklingen af de enorme flyvende vinge prototyper Northrop YB-35 og Northrop YB-49.
Senere kulminerede Northrops flyvende vinge designkoncept så med B-2 Spirit flyet.
I aktion med jævne mellemrum
Det første B-2 Spirit fly blev leveret til U. S. Air Force i december 1993 og opnåede fuld operativ status den 1. januar 1997.
Siden da har Northrop Grumman B-2 Spirit været brugt med jævne mellemrum i en rolle som USAs helt store hammer.
Flyet er et frygtindgydende våben og kan som det eneste operative fly i dag medføre og levere de store GBU-57A/B MOP ‘bunker buster‘ bomber, der hver vejer 14 tons, mod mål på landjorden.
Det fik Houthi bevægelsen i Yemen at mærke i oktober 2024, da B-2 Spirit var på bombetogt for første gang siden 2017.
Senest har B-2 Spirit deltaget i det amerikanske angreb på Iran den 22. juni 2025, hvor flyet bombede Irans (underjordiske) nukleare anlæg med GBU-57A/B MOP ‘bunker buster‘ bomber.
B-2 Spirits afløser er på vej
I december 2022 blev afløseren for Northrop Grumman B-2 Spirit præsenteret.
Det skete ved en mediebegivenhed 2. december 2022 på Edwards Air Force Base i Palmdale, ved Los Angeles, i Californien, USA.
