Douglas DC-4E var et eksperimentelt fire-motoret propel passagerfly udviklet af Douglas Aircraft Company i 1930’erne i USA.

Flyet var blevet specificeret i 1935 af United Airlines, der ønskede et meget større og mere avanceret passagerfly som en afløsning for det mindre Douglas DC-3 passagerfly.

DC-4E blev specificeret før DC-3 overhovedet havde fløjet!

Flere andre amerikanske flyselskaber tilsluttede sig Uniteds ønske om et større passagerfly og bidrog med finansiering af udviklingen af det nye fly.

DC-4E blev projekteret som et stort fire-motoret passagerfly med mange innovative løsninger.

Flyet var det første store fly med tre-delt haleror og næsehjul.

Flyet blev projekteret som det første civile passagerfly, der var udstyret med en APU – Auxillary Power Unit, air conditioning og trykkabine.

Flyet havde en kapacitet på 44 passagerer, hvilket var dobbelt så mange som Douglas DC-3.

En DC-4E prototype fløj første gang den 7. juni 1938.

På en testflyvning i juni 1939 var Orville Wright med ombord som passager på flyet.

Et dyrt projekt med mange problemer

DC-4E nåede aldrig længere end til prototype- og teststadiet.

Flyets mange innovative, men uprøvede og dyre nye løsninger på flyet gjorde udgifterne de udvikling og vedligeholdelse meget store.

Flere af de interesserede flyselskaber, der havde vist interesse og betalt for flyets udvikling, valgte at trække deres støtte til videre udvikling.

De valgte i stedet at satse på Boeings nye Boeing 307 Stratoliner passagerfly.

Douglas Aircraft Company valgte i stedet at bruge erfaringerne med DC-4E til udvikling af den nye Douglas DC-4 / C-54 Skymaster, der viste sig som et langt mere vellykket fly.