Tupolev Tu-22, med NATO kaldenavn Blinder, var et sovjetisk supersonisk to-motoret turbojet bombefly, der blev udviklet i 1950’erne og produceret fra 1960 til 1969 af Tupolev Design Bureau i Moskva i det daværende Sovjetunionen.
Flyet skulle afløse det strategiske sovejetiske bombefly Tupolev Tu-16, der også blev udviklet i 1950’erne.
Tu-22 var sovjetunionens første supersoniske bombefly og kunne flyve med en hastighed på ca. 1.500 km/t.
Flyet levede på ingen måde op til hverken Tupolevs specifikationer eller forventninger.
Hverken rækkevidde eller hastighed nåede i nærheden af det forventede.
Flyet manglede motorkraft og var meget svært at flyve.
Der blev derfor kun produceret 15 eksemplarer i bombeversionen af flyet.
Resten af de producerede eksemplarer var i andre versioner.
Et livsfarligt fly – især for besætningen…
Tu-22 var på mange måder et livsfarligt fly – ikke så meget for fjenden, men i højere grad for flyets egen besætning.
Der var en lang række faktorer ved flyets design, der gjorde Tu-22 meget risikabelt at flyve.
Flyets design med to store turbojet motorer placeret ved haleroret gjorde at vægtfordelingen var problematisk – for at sige det mildt.
Det var kun de allermest erfarne piloter, der overhovedet kunne håndtere flyet – især landinger var risikable.
Landingshastigheden var mere end 100 km/t højere end de andre bombefly i det sovjetiske flyvevåben og ved landing slog flyet næsten altid næsen i vejret, så flyets bagerste del ofte slog mod landingsbanen.
Der var en ting, der mere end noget andet gjorde flyet livsfarligt for piloterne.
Tupolev Tu-22 var udstyret med katapult sæder, der blev skudt nedad!
Det ville sige, at for det første kunne besætningen slet ikke bruge katapultsædet før flyet var oppe i minimum 350 meters flyvehøjde.
Desuden var der stor risiko for at blive ramt af flyets landingsstel, hvis besætningen brugte katapulten inden landingsstellet var trukket op i flyets fuselage.
Når uheldet er ude og tingene går galt, så det ender i et havari, så sker det ofte under start eller landing af et fly.
Piloternes klager blev overhovedet ikke taget i betragtning under udviklingen af de første prototyper af flyet.
Ikke enestående
Tu-22s nedadvendte katapultsæder er ikke enestående i flyhistorien.
Et legendarisk fly som det amerikanske Boeing B-52 Stratofortress var frem til B-52G versionen udstyret med katapultsæder, der blev affyret nedad for de to besætningsmedlemmer på det nedre dæk.
De første versioner af det ligeså legendariske kampfly Lockheed F-104 Starfighter var, på grund det høje haleror, ligeledes udstyret med et katapultsæde, der blev affyret nedad.
I skyggen af Stalin
Flyets designer Andrei Tupolev havde sikkert ikke mange muligheder for at komme med indvendinger og design ændringer, der ville forsinke flyets produktion.
Det sovjetiske statsapparat var i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne stadig enormt præget af Stalins terrorvælde, der betød indblanding og absurde og konstante ændringer af regler og normer.
Hele problematikken om flyets katapult fortæller meget om sovjetisk tænkning og mentalitet.
Ingen 2. pilot
Flyet havde en besætning på fire, men der var ikke nogen 2. pilot…
Det gjorde omskolingen af piloter fra Tu-16 til Tu-22 vanskelig.
Tu-16 havde to piloter, hvilket betød at Tu-16 piloter nu skulle gøre alting selv.
I en flyvemæssig sammenhæng kan sådan en forandring være livsfarlig for alle ombordværende.
Et pindsvinecockpit
Samtidig var cockpittet udstyret med så mange håndtag og regulatorer, der stak ud overalt i cockpittet, så Tu-22 piloter hurtigt gav det øgenavnet et pindsvinecockpit.
Samtidig sad mange af håndtagene så piloten ikke kunne nå dem fra sit pilotsæde.
Det betød at piloten måtte rejse sig fra sit sæde og sin styrepind for at nå og betjene nogle af instrumenterne.
Igen viste sovjet-russerne hvor dygtige de var blevet til at indrette sig under forhold, der var blevet trukket ned over dem.
Piloterne forbandt de håndtag, som de ikke kunne nå, med snor og metaltråd, så de kunne nå dem fra pilotsædet.
Vodka ekspressen
Tupolev Tu-22 havde trykkabine, der blev forsynet med luft hentet fra kompressorerne i flyets motorer.
Luften var meget varm og skulle derfor nedkøles inden den blev sendt ind i cockpittet.
Luftstrømmen blev derfor sendt gennem et fordampningskammer med kølevæske, der bestod af en blanding af 40% ethanol og 60% destilleret vand.
Den blanding er tæt på opskriften på vodka.
Det førte til flere tilfælde hvor besætninger og jordpersonel tømte store dele af blandingen af flyet og enten drak det selv eller solgte det.
Videreudviklet til et helt nyt fly
Eftersom det hurtigt stod klart for den sovjetiske militærledelse at Tu-22 var et mislykket og farligt fly, indledte Tupolev allerede i 1962 en ‘videreudvikling’ af flyet.
Det stod hurtigt klart at den såkaldte videreudvikling af Tu-22 reelt var udviklingen af et helt nyt fly; Tu-22M.