Douglas DC-8 er et amerikansk fire-motoret narrow-body lang-distance jet passagerfly udviklet i 1950’erne og produceret fra 1958 til 1967 af Douglas Aircraft Companyi Long Beach, Californien.

Fra 1967 til 1972 blev det produceret af McDonnell Douglas i Berkeley, Missouri i USA.

DC-8 er et stort lav-vinget passagerfly, som i de første versioner havde en kapacitet på 175 – 200 passagerer.

Kabinen i et DC-8 fly blev oprindelig designet med fem sæder på tværs (five abreast).

Efter at have konsulteret de amerikanske flyselskaber, ændrede Douglas kabinens bredde, så der var plads til seks sæder på tværs (six abreast) adskilt af en midtergang.

Douglas DC-8 fløj første gang den 30. maj 1958 og de første eksemplarer blev leveret til Delta Airlines den 18. september 1959.

Siden fulgte er række forbedrede versioner af DC-8 flyet indtil det i 1972 var slut og produktionen af DC-8 blev indstillet.

Flyet kunne ikke længere konkurrere med de nye store wide-body passagerfly, der blev udviklet i 1960’erne og 1970’erne.

Jetalderens svære begyndelse

Efter 2. verdenskrig havde Douglas en unik position og status på det kommericelle fly marked i USA.

Det var Douglas fabrikkerne, der havde introduceret og udviklet passagertransport med en lang række propel passagerfly.

Siden begyndelsen af 1930’erne havde Douglas produceret sin Douglas DC-serie af passagerfly.

Douglas DC-2 fløj første gang i 1934 og siden fulgte legendariske Douglas passager- og transporttfly som Douglas DC-3, Douglas DC-4, DC-5, DC-6 og DC-7.

I begyndelsen af 1950’erne sad Douglas tungt på det kommercielle passagerfly marked i USA med mere end 300 bestillinger på sine to nyeste propel passagerfly DC-6 og DC-7.

Douglas valgte en afventende position, der i første omgang skulle vise sig at være fornuftig, da BOAC i 1952 sendte det første jet passagerfly De Havilland DH 106 Comet i luften.

Comets fatale havarier, der udløste et flyveforbud, var med til at bekræfte Douglas beslutning om at afvente udviklingen af et nyt jet passagerfly.

Senere indså Douglas sammen med resten af verden at jet passagerfly var fremtiden og jetalderen var en realitet.

Konkurrencen mellem Boeing og Douglas

Mens Douglas i slutningen af 1940’erne ‘sad’ på det civile flytransport marked, var det Boeing, der dominerede når det gjaldt store fly til U.S Air Force.

Men det skulle snart ændre sig.

Boeing flyfabrikkerne var allered i slutningen af 1940’erne, i modsætning til Douglas skeptiske og afventende position, helt afklarede med at jet passagerfly trafik var fremtiden.

Et synspunkt som Douglas hurtigt tilsluttede sig da først chokket over Comets skæbne havde fortaget sig.

Efter flyindustrien var blevet opmærksom på de særlige forhold om forebyggelse af metaltræthed i fly fortsatte jetalderens den buldrende udvikling.

Allerede i slutningen af 1940’erne indledte Boeing udviklingen af et stort fire-motoret jet passagerfly.

Boeing præsenterede i maj 1954 demonstrationsflyet Boeing 367-80, også kendt som Dash 80.

Det skulle vise fordelene ved jet drevne passagerfly.

Flyet var desuden den første prototype på Boeings 707 passagerfly og Boeings KC-135 Stratotanker tankfly.

Boeing tog det for givet at U.S. Air Force ville bestille et stort jet tankfly til lufttankning af store jet jet bombefly.0

Boeing havde allerede leveret Boeing B-47 Stratojet og Boeing B-52 Stratofortress til USAF.

Tog fejl… igen

Donald Douglas var overbevist om at det amerikanske militær og forsvarsministerium ville dele bestillingen af et nyt militært tankfly mellem to flyproducenter – ligesom det var sket ved flere tidligere tilfælde.

Den oprindelige specifikation på 800 nye tankfly i 1954 blev sendt til alle de amerikanske flyproducenter, der kunne tænkes at ville byde på opgaven.

Alligevel valgte det amerikanske flyvevåben kun fire måneder senere Boeings nye KC-135 Stratotanker.

Det chokerede Donald Douglas så meget, så Douglas klagede til regeringen i Washington over den ensidige beslutning.

Boeings proaktive arbejde med Boeing 367-80 og en bedre sans for fremtiden indenfor både militær og civil flyvning gjorde at Boeing var i stand til hurtigt at imødekomme U. S. Air Forces behov.

Det var forgæves og Douglas valgte at fokusere på udviklingen af sit nye langdistance passagerfly DC-8.