I dag er det 40 år siden de første danske F-16 fly blev leveret til flyvevåbnet og gik på vingerne over Danmark.
Flyvevåbnet fejrer F-16 40 års jubilæum med en formationsflyvning fredag 17. januar 2020 med ni eller 10 danske General Dynamics F-16 Fighting Falcon fly over udvalgte lokaliteter i Danmark.1
Udgangspunktet for jubilæumsflyvningen er Fighter Wing Skrydstrup, hvorfra to formationsflyvninger gennemføres.
Det bliver en nord-syd gående flyvning over store dele af Jylland og en vest-øst flyvning over det sydlige Jylland, Fyn og Sjælland.
Den nord-syd gående flyvning gennemføres mellem kl. 09.00 og 11.30, mens den vest-østlige flyvning gennemføres i tidsrummet mellem kl. 13.30 og 15.50.
På forsvaret.dk kan man læse flere detaljer om flyvningerne og om F-16 40 års jubilæum.
F-16 40 års jubilæum rute formiddag
F-16 40 års jubilæum rute eftermiddag
Flyvevåbnet råder i øjeblikket ifølge forsvaret.dk over 44 operative F-16 fly.
De danske F-16 fly har lige siden de første leverancer kom til Danmark indgået i det danske afvisningsberedskab og har i flere år været udstationeret til mange af verdens brændpunkter, f.eks. krigene i Irak, Syrien og på Balkan, samt til Baltikum.
Flyene har tilsammen fløjet 335.080 timer.
1: Er det mon en ti-skibsflyvning eller en ni-skibsflyvning, som Fighter Wing Skrydstrup vil præsentere?
Der er bragt to forskellige nyheder om flyvningerne på forsvaret.dk;
I den ene – Se op! Kampfly i formationsflyvning over Danmark den 17. januar omtales en 10-skibsflyvning, mens den anden – Suset fra Falkens vinge omtaler en (klassisk) ni-skibs diamantformation.
Hvis man skal tro billedmaterialet på forsvaret.dk, så bliver det ni danske F-16 fly, der flyver i diamantformation over Danmark.
Men nu må vi se… vi glæder os!