SAS sender 4000 medarbejdere hjem - flyvere.dk

Går dansk luftfart mod lysere tider?

Kategori: Nyheder, Nyheder 2021

Tags: Coronakrisen, Dansk luftfart

Forhåbentlig går dansk luftfart mod lysere tider når rejsereglerne i dag forventes at blive lempet.

Så bliver det igen muligt at rejse til områder i verden med coronasmitte uden at skulle i isolation ved hjemkomst til Danmark.

Det afhænger af smittetrykket i de pågældende områder.

Forventningen er, at det bliver muligt at rejse på ferie i Sydeuropa uden at skulle i isolation, når man kommer hjem fra ferie.

Det vil forhåbentlig betyde, at nu går dansk luftfart mod lysere tider, når charter-flytrafikken lidt efter lidt genoptages.

Et virusudbrud i Kina

For ca. halvandet år siden, den 3. januar 2020, blev den kinesiske øjenlæge Li Wenliang arresteret af det kinesiske politi i provinshovedstaden Wuhan i det centrale Kina.

De kinesiske myndigheder anklagede ham for at have spredt falske rygter om coronavirus.

Li Wenliang havde på det kinesiske WeChat forum advaret mod det han så som en ny trussel mod folkesundheden; CoVid-19 virus.

Li Wenliang døde den 6. februar 2019 af coronavirus.

Coronakrisen

Coronakrisen har nu varet i næsten halvandet år.

Kun ca. halvanden måned efter Li Wenliangs død lukkede den danske regering Danmarks grænser på grund af den eskalerende smittespredning af Coronavirus i Europa.

Kort tid efter kom så den første nedlukning af hele det danske samfund på grund af Corona krisen.

CoVid-19 virussen var i begyndelsen primært var et kinesisk og asiatisk fænomen med sin oprindelse i provinshovedstaden Wuhan i Hubei provinsen i det centrale Kina.

Den danske sundhedsstyrelse vurderede den 22. januar 2019, at sandsynligheden for at den nye virus (sygdommen) kom til Danmark var meget lille.1

Allerede en uge senere erklærede Verdenssundhedsorganisationen WHO Coronakrisen for en global nødsituation.

Pandemien ventede lige om hjørnet.

Coronakrisen eskalerer til en pandemi

I løbet af februar 2019 eskalerede Corona udbruddet til en pandemi og den 11. marts erklærede WHO at verden er ramt af en Corona pandemi.

Herefter voksede Coronakrisen til et niveau, som verden ikke har set siden den spanske syge i 1918 og pestens Europa i middelalderen.

I flere italienske byer kørte natlige transporter de mange døde Corona-ofre ud af byerne.

Som et af de første lande lukkede regeringen Danmarks grænser den 14. marts 2019 og den 17. marts 2019 talte Dronning Margrethe til nationen.

Herefter gik det slag i slag med orange og røde markeringer på Udenrigsministeriets rejsevejledninger, indførelse af hjælpepakker til ansatte og erhvervsliv, krav om mundbind, forsamlingsforbud, aflysning af Melodi Grand Prix, restriktioner overalt i samfundet samt intens forskning i og udvikling af Corona vacciner.

Redningskranse

Man må rose den danske regering og det samlede danske folketing for den rettidige omhu, der blev udvist da Coronakrisen i al sin vælde kom buldrende.

Regeringen var ikke sen til at indføre en række kompensationsordninger for både ansatte og erhvervsliv.

Den 10. marts 2020 indførte regeringen den første hjælpepakke til arrangører af arrangementer med mere end 1.000 deltagere.

Herefter indførte regeringen et katalog af hjælpepakker, der kulminerede med den historisk store erstatning til minkavlerne i Danmark på 18,8 mia. kr.

Særligt hårdt ramte brancher

Der er meget få brancher, der ikke er blevet ramt hårdt af Coronakrisen og de restriktioner, der blev indført af regering og folketing for at dæmme op for Coronakrisens virkninger.

Men der er nogle brancher, der er ramt meget hårdere end andre.

Luftfartsbranchen var og er stadig blandt de hårdest ramte brancher som følge af nedlukningen af samfundet.

Lufthavne, flyselskaber og andre dele af den globale rejse- og turist industri blev særdeles hårdt ramt af Coronakrisen.

Stort set samtlige flypassagerer over hele verden forsvandt i løbet af meget kort tid.

Passagererne forsvandt som dug for solen

I februar 2021 skrev Berlingske, at luftfartsbranchen og rejsebureauerne i Danmark er de to brancher, der har oplevet den største nedgang i omsætning.

De to branchers omsætning er faldet med mere end 60 procent i 2020 i forhold til 2019.

I marts 2020 måtte Københavns Lufthavn sende 1.500 medarbejdere hjem.

Der var ifølge Københavns Lufthavns delårsrapport for første halvår i 2020 dage, hvor der var mindre end 500 passagerer i lufthavnen.

Samlet faldt passagerantallet i Københavns Lufthavn med 65,8% i første halvdel af 2020.

I samme måned måtte flyselskabet SAS sende 4000 medarbejdere hjem.

Luftfartens kundegrundlag – passagerne – forsvandt med et slag, da Coronakrisen eskalerede.

Københavns Lufthavns administrerende direktør Thomas Woldbye sagde i marts 2020 til DR, at han aldrig havde oplevet noget lignende og at situationen kunne sammenlignes med situationen efter udbruddet af 2. verdenskrig.

Går dansk luftfart mod lysere tider? flyvere.dk
Rolls-Royce Trent 1000 jet motor på Boeing 787 Dreamliner prototype. Foto: MilborneOne. CC BY-SA 3.0

Boeing og Rolls-Royce fyrede tusindvis

Flyindustrien blev på tilsvarende måde ramt hårdt af Coronakrisen.

I maj 2020 opsagde flyproducenten Boeing 6.770 medarbejdere – blandt andet på grund af Coronakrisen.

En af verdens førende og største producenter af flymotorer til den civile luftfart Rolls-Royce, opsagde i samme måned 9000 medarbejdere.

Luftfartens særlige problemer

Coronakrisen har medført at luftfartsbranchen står med to massive problemstillinger:

Grundlaget for aktiviteten er væk!

Passagererne mangler og de kommer nok ikke igen før rejseregler og Corona-restriktionerne lempes markant.

Det sker nok først når den flok-immunitet i den brede befolkning, som udrulningen af vacciner gerne skulle give, er en realitet.

Dele af det flyvende personale skal have fornyet certifikater!

Piloter, flyveledere, flyveinformationsoperatører og flere andre faggrupper skal være certificerede for at kunne arbejde i Danmark.

Deres certifikater skal fornys årligt og det er normalt en arbejdsgiverbetalt fornyelse.

Når piloter og andre certificerede mister deres arbejde kan det blive et stort økonomisk problem at få fornyet et certifikat.

Flyvebranchens Personale Union, der er er Danmarks største fagforening for flyvende personale i Danmark, anslår at ca. 1.000 piloter har mistet deres arbejde under Coronakrisen.

Både de forskellige aktører i den danske luftfartsbranche flyselskaber, lufthavne og deres faglige organisationer har fra begyndelsen af Coronakrisen efterlyst nogle målrettede hjælpepakker og støtteordninger for luftfarten.

I artiklen Nødråb fra luftfarten: Vi er i en forfærdelig situation i DI Business efterlyser Kristian Tvergaard, kommerciel direktør i SUN-AIR og næstformand i brancheforeningen Dansk Luftfart, en målrettet håndsrækning til luftfarten i Danmark:

Luftfarten er uden tvivl den hårdest ramte branche i Danmark Den er ramt så hårdt, at vi risikerer, at der ikke er noget som hedder dansk luftfart efter krisen. Jeg har derfor svært ved at forstå, at regeringen og Folketinget ikke er mere villig til at hjælpe.

Vi kan ikke sende flyvechefer, kvalitetschefer og ground operations managers hjem, hvis vi vil bevare vores flyvelicens. Derfor er der akut brug for hjælp til at betale deres lønninger,

Kristian Tvergaard, DI Business 19. februar 2020

Luftfarten bløder

Thilde Waast, der er formand for Flyvebranchens Personale Union, som organiserer en betydelig del af de ansatte i luftfartsbranchen i Danmark, udtalte allerede i marts 2020, at uret tikker for dansk luftfart.

FPUs nyhedsmedie luftfart.nu skrev i maj 2020 at:

Luftfartsbranchen bløder, og mens resten af samfundet kan se frem mod en snarlig genåbning, så bliver konsekvenserne af corona-krisen langstrakte for de ansatte i luftfart.

luftfart.nu

Det var og er stadig en branche i dyb krise.

Ingen jordforbindelse

I juni 2020 vedtog regeringen sammen med den borgerlige opposition en hjælpepakke på 260 millioner kr. til luftfartsbranchen.

Regeringens tre støttepartier valgte, med en total mangel på jordforbindelse, at blande miljøkrav ind i forhandlingerne og ville derfor ikke støtte hjælpepakken til luftfarten i Danmark.

De tre partier mente ikke at hjælpepakken indeholdt nok grønne krav til luftfarten – selvom der med pakken blev afsat 25 mio. kr. til klimabidrag til udvikling af ‘grønt’ bæredygtigt brændstof.

Hjælpepakken blev samtidig stærkt kritiseret af flere faglige organisationer for at være alt for lille.

Pulje til re-certificering

I oktober 2020 indgik regeringen og et flertal af folketingets partier en aftale om en særlig pulje 20 mio. kr. i 2021 til finansiering af certificeringer for de piloter og flyveledere, der er blevet afskediget siden den 11. marts 2020.

Puljen administreres af FPU og man kan læse mere om puljen her.

Åbent brev til regeringen

Nærmest på årsdagen for lukningen af Danmarks grænser skrev en række fagforbund, 3F, Dansk Metal, HK Privat, DI Transport og Dansk Luftfart et åbent brev til regeringen om den katastrofale situation, som luftfartsbranchens befinder sig i.

Til luftfart.nu, der er fagforeningen FPUs nyhedsmedie sagde Formand Thilde Waast at:

Få brancher har været så hårdt ramt af coronakrisen som dansk luftfart, der reelt har været nedlukket siden marts som følge af rejserestriktioner og grænselukninger.

Tusindvis af mennesker har mistet deres arbejde, og gode, overenskomstsikrede jobs er gået tabt.

Hvis det på nogen måde skal kunne genskabes, har vi brug for, at regeringen øjeblikkeligt sætter sig sammen med branchen og lægger en plan for, hvordan vi sikrer dansk luftfarts overlevelse.

Situationen er ikke bare alvorlig, den er katastrofal. Det er vi i branchen ikke i tvivl om.

Hvis situationen fortsætter meget længere, er spørgsmålet om dansk luftfart overhovedet kan overleve den dybe krise. Derfor har vi brug for en plan for, hvordan vi genstarter luftafarten.

Thilde Waast, formand for FPU

Går dansk luftfart mod lysere tider?

Vi ved, at der vil være efterspørgsel på flyrejser igen. Danskerne vil på ferie, og de erhvervsrejsende har brug for at møde deres kunder og kolleger i udlandet.

Thilde Waast, formand for FPU.

Så er spørgsmålet om hvor hurtigt dansk luftfart vil komme sig ovenpå Coronakrisen – hvis altså vaccinestrategierne holder.

For det er især udrulningen af vacciner på verdensplan, der vil kunne normalisere tingene for luftfarten.

Vaccinepas og andre dokumentationsformer vil kunne hjælpe til at få fyldt passagerflyene igen over hele verden.

Re-certificeringen af ledige piloter og andet personale er også en meget vigtig del i ‘helbredelsen’ af luftfartsbranchen.

Luftfarten overlever – uanset hvad

På den lange bane skal luftfarten nok klare sig – både i Danmark og resten af verden.

Luftfart er så integreret en del af det civile liv, så det er nærmest umuligt at forestille sig en verden uden luftfart.

Men Coronakrisen jog en skræk i livet på alle og den gjorde stor skade på en global flybranche og en global flyindustri.

Vi har talt med Flyvebranchens Personale Union om udsigterne for dansk luftfart.

Krisen er ikke overstået og der er stadig brug for hjælp

Næstformand for Flyvebranchens Personale Union Anders Mark Jensen siger til flyvere.dk at udsigterne for luftfarten i Danmark ser lyse ud, men Coronakrisen har gjort stor skade.

Derfor er der stadig brug for hjælp og støtte til flyselskaberne og deres ansatte:

Generelt har vi altid haft en stor optimisme for fremtidens luftfartsmarkedet også under Corona krisen.

Flyvning og luftfart har vist sig at være et yderst sikkert transportmiddel også når det kommer til at være modstandsdygtig mod sygdomme som Corona.

Det næste års tid er stadigvæk yderst vanskeligt for luftfart, men vi ser at markedet stille og rolig udvikler sig i den rigtige retning især med udrulningen af vacciner.

Der er ingen tvivl om, at flyselskaberne stadigvæk har behov for støtte i det næste lange stykke tid, da det ikke er nemt eller billigt at lade et flyselskab gå i total dvale til at starte det op igen.

Derfor bliver vi ved med at presse på politisk for at branchen skal hjælpes yderligere. Luftfarten i Danmark er primus motor for dansk vækst og eksport og det må vi aldrig glemme.

Anders Mark Jensen, næstformand i FPU til flyvere.dk

1: Kilde: ThinkEuropa: Tidslinje over coronakrisen.
https://thinkeuropa.dk/politik/tidslinje-over-coronakrisen-hvad-skete-der-og-hvornaar (artiklen er nedtaget på ThinkEuropas hjemmeside)

Flyvere.dk nyhedsbrev

Tilmeld dig vort nyhedsbrev.
Modtag en månedlig mail med de nyeste artikler, nyheder og andet fra flyvere.dk i din mailboks.

Ved min tilmelding til flyvere.dk nyhedsbrev giver jeg tilladelse til at mit navn (valgfrit) og min e-mail registreres og opbevares hos flyvere.dk indtil jeg selv afmelder nyhedsbrevet.

Sidste nyt

Nyheder

Nyeste artikler

Fokker C.V

Beriev A-50

Beriev A-50

Myasishchev M-55

Myasishchev M-55

Payen PA-22

Payen PA-22