I to pressemeddelelser fra den 27. maj 2020 har Boeing meddelt, at Boeing afskediger 6.770 medarbejdere og genoptager 737 MAX produktionen.
De noget modsatrettede meddelelser viser den prekære og meget svære situation, som netop Boeing har befundet sig i de sidste 18 måneder.
For selvom Corona krisen har virket som en grønthøster for beskæftigelsen og økonomien i luftfartsbranchen i særdeleshed og i samfundet generelt, så har Boeing været særligt udfordret de seneste 18 måneder.
Efter først at have været gennem en alvorlig krise forårsaget af to fatale styrt med Boeing 737 MAX fly og et efterfølgende globalt flyveforbud og et produktionsstop for Boeings 737 MAX fly, så ramte Corona krisen Boeing og resten af flyindustrien som en forhammer i marts 2020.
Derfor er der en vis logik i meddelelserne om at Boeing afskediger 6.770 medarbejdere og genoptager 737 MAX produktionen.
Corona pandemien har fejet hen over verden som en grønthøster
Corona pandemien har i skrivende stund kostet mere end 360.000 mennesker livet.
Antallet af amerikanere, der har meldt sig ledige, oversteg i denne uge 40 millioner mennesker ifølge blandt andet The Guardian.
Det ene flyselskab efter det andet verden over enten fyrer eller sender medarbejdere hjem i tusindvis og lufthavne over hele verden står mennesketomme hen.
I slutningen af april i år varslede SAS fyringer af 5.000 medarbejdere.
I sidste uge meddelte Rolls-Royce, at de nu fyrer 9.000 medarbejdere.
Fyringer rammer Boeings amerikanske faciliteter
Afskedigelserne sker i denne omgang ved Boeings amerikanske faciliteter.
Boeings CEO Dave Calhoun varslede allerede i slutningen af april 2020, at det vil blive nødvendigt at tage afsked med ca. 10% af den samlede arbejdsstyrke hos Boeing.
Det vil ske gennem både egentlige fyringer, frivillige opsigelser og ved naturlig afgang af medarbejdere og det vil på længere sigt også ramme Boeings faciliteter i resten af verden.
Virkningerne af pandemien vil vare i årevis
I et brev til de afskedigede Boeing medarbejdere skriver Boeings CEO Dave Calhoun, at CoVid-19 pandemiens ødelæggende virkning på hele luftfartsbranchen har medført afskedigelser overalt i industrien.
The COVID-19 pandemic’s devastating impact on the airline industry means a deep cut in the number of commercial jets and services our customers will need over the next few years, which in turn means fewer jobs on our lines and in our offices.
We have done our very best to project the needs of our commercial airline customers over the next several years as they begin their path to recovery.
Dave Calhoun, Boeing President / CEO
Når ondt bliver værre
Coronakrisen kom på det værst tænkelige tidspunkt for Boeing i særdeleshed og luftfartsindustrien generelt.
Boeing har før Corona krisens udbrud været igennem store problemer med deres supersælgende Boeing 737 MAX, der fik globalt flyveforbud efter de to fatale styrt i oktober 2018 og i marts 2019.
De to styrt og flyveforbuddet for Boeing 737 MAX åbnede en sand Pandoras æske for Boeing.
Der blev afsløret graverende fejl i softwaren til flyets MCAS system.
Den amerikanske luftfartsstyrelse meddelte i slutningen af 2019, at en ny godkendelse og certificering af Boeing 737 MAX først vil ske i løbet af 2020.
Problemerne med 737 MAX kulminerede kort tid før jul 2019 med fyringen af den daværende Boeing CEO Dennis Muilenberg og med at Boeing meddelte, at de nu stoppede for produktion af 737 MAX flyet.
Boeings 737-krise påvirkede i sig selv luftfartsindustrien negativt.
Mangelende leverancer af bestilte og leasede fly til flyselskaber, gjorde at selskaberne måtte reducere antallet af flyafgange og flyruter.
Samtidig blev hele den globale industri af underleverandører, der leverer dele til produktionen af de store civile passagerfly, påvirket negativt som følge af produktionsstoppet af 737-fly.
Boeing genoptager produktionen af Boeing 737 MAX
I en anden pressemeddelelse fra 27. maj 2020 meddeler Boeing, at virksomheden genoptager produktionen af det efterhånden berygtede Boeing 737 MAX fly.
Walt Odisho, der er VP og produktansvarlig for Boeings 737 program, siger i pressemeddelelsen, at Boeing har benyttet produktionsstoppet af Boeing 737 MAX til at re-definere og justere sine produktions- og kontrolprocesser for flyproduktionen.
“We’ve been on a continuous journey to evolve our production system and make it even stronger.
These initiatives are the next step in creating the optimal build environment for the 737 MAX.
Walt Odisho, Boeing
I første omgang vil Boeing genoptage produktionen i et adstadigt tempo og øge produktionen i løbet af 2020.
Et lys i mørket?
Det må – i en verden fyldt med dårlige nyheder lige nu – anses for et opløftende tegn, at Boeing nu genoptager sin produktion af Boeing 737 MAX.
Det er også modigt af Boeing at udvise så meget tiltro til sit supersælgende 737 fly – især oven på de sidste 18 måneders mareridt, som virksomheden har gennemlevet.