Krisen hos Boeing forværres igen.
Det, der var udråbt som verdens bedste fly, er nu ramt af et produktionsstop.
Flyproducenten Boeing har i en pressemeddelelse d. 16/12 2019 offentliggjort beslutningen om at produktionen af Boeing 737 MAX stoppes midlertidigt.
Boeing fabrikkerne havde håbet på at den amerikanske flyvemyndighed FAA ville forny Boeing 737 MAXs flyvetilladelse med udgangen af 2019.
Boeings beslutning blev truffet på et to-dages bestyrelsesmøde hos Boeing, efter FAA havde meddelt, at der ikke kommer en ny flyvetilladelse til Boeing 737 MAX i 2019.
Ikke siden 1990’erne har Boeing været tvunget til et produktionsstop af Boeing 737.
Det er endnu ikke lykkedes for Boeing at opnå en fornyet flyvetilladelse for deres Boeing 737 MAX fly.
To fatale styrt i 2018 og 2019 gjorde at alle Boeing 737 MAX fly fik et globalt flyveforbud i foråret 2019.
Boeing har tidligere meddelt at de arbejder på en udskiftning af det automatiserede software system, der håndterer flyvningen af flyet.
Allerede i april 2019 meddelte Boeing at 737 MAX var ‘fit for flight’.
Men FAA har meddelt, at der ikke gives nogen godkendelse af 737 MAX før tidligst i løbet af 2020.
Fortsat produktion i 2019
Boeing har i 2019 siden flyveforbuddet fortsat produktionen af deres storsælgende Boeing 737 MAX – indtil nu.
Boeing har fortsat produktion af 737 MAX med 42 eksemplarer om måneden og fabrikken har købt flydele hos underleverandører i stort set samme omfang.
Samtidig med at problemerne er fortsat med at tårne sig op for Boeing i løbet af 2019, så lykkedes det alligevel for Boeing at sikre nye ordrer på Boeing 737 MAX ved det netop overståede Dubai Airshow 2019.
Leverancer af ny-producerede eksemplarer af 737 MAX fly har samtidig været sat på pause indtil alt er udredt vedrørende de problemer, der har været med 737 MAX.
En alvorlig trussel mod underleverandører
Hele den supply-chain industri, der er bygget op omkring produktionen af Boeings fly, er nu for alvor truet.
Spirit Aerosystems, i Wichita i Kansas, USA, der er en underleverandør af hele fuselagen til Boeing 737 MAX og dele af fuselagen til andre Boeing flytyper, tjener ifølge luftfartsanalytikere mere end 50% af deres årlige indtægt på leverancer til Boeing.
Venter kaos forude?
Flere luftfartsanalytikere betegner Boeings beslutning om at produktionen af Boeing 737 stoppes, som en rigtig dårlig nyhed, ikke kun for Boeing og kæden af underleverandører, men også for luftfartsindustrien som sådan.
Luftfartsanalytikeren Richard Aboulafia fra Teal Group siger i dag til bbc.com at produktionsstoppet af Boeing 737 MAX er en eskalering af krisen “fra ondt til værre”.
Flyselskaber over hele verden har i det meste af 2019 ventet på, at flyveforbuddet ville blive ophævet, så selskabernes flåde af 737 MAX fly kunne genoptage deres rute- og charterflyvninger.
Hvad der er mindst ligeså problematisk for flyselskaberne er, at de ikke kan se nogen leveringsdato for de 737 MAX de har bestilt.
Ifølge Boeing står mere end 400 færdigproducerede Boeing 737 MAX fly klar til levering hos Boeing fabrikkerne.
Rejse- og flyanalytikeren Henry Harteveldt siger til bbc.com at produktionsstoppet kan betyde kaos for flyselskaber over hele verden.
It’s really going to create some chaos for the airlines that are involved in this as well as the six-hundred or so companies that are part of the 737 Max supply chain and Boeing itself.”
bbc.com
En på alle måder dyr tragedie
Flyveforbuddet for 737 MAX udspringer af en tragedie, hvor mere end 300 mennesker omkom i to flystyrt.
Tragedien har allerede kostet Boeing dyrt – ca. 9 milliarder dollars indtil nu.
Problemerne for Boeing med deres meget populære Boeing 737 MAX har nu nået et globalt niveau.
Boeing er USAs største eksportør målt i dollar, og virksomheden betjener et globalt marked – både på passager-side og på den industrielle.
Den supply chain, der betjener Boeing, er ligeledes en globalt udbredt industri.
Boeing satte i juli 2019 5 milliarder USD af til kompensation for manglende leverancer af 737 MAX fly til flyselskaber overalt i verden.