Der hænger nogle meget mørke skyer over flyselskabet Norwegians økonomi lige nu.
Det tidligere så succesfulde norske lavpris flyselskab Norwegian er i knibe – alvorlig knibe…
Norwegians aktieværdi er faldet brat gennem længere tid og i dag tirsdag gik det helt galt fra morgenstunden, hvor Norwegian aktien faldt mere end 40 procent.
Coronakrisen er kun en del af forklaringen på Norwegians problemer, der har stået på i et godt stykke tid nu.
Norwegians problemer er en cocktail af flere forhold.
Højt at flyve, dybt at falde
Norwegian, der tidligere blev kaldt en ‘vækst-komet‘, måtte i starten af 2019 bede om forlængelser af selskabets obligationer.
I januar 2019 meddelte IAG, der ejer British Airways, at de nu satte deres Norwegian aktier til salg.
IAG opgav dermed sit årelange forsøg på at overtage Norwegian.
Måske så IAG, som nogle af de første, ‘skriften på væggen‘ med hensyn til Norwegian.
IAGs beslutning sendte i januar 2019 Norwegians aktier i frit fald, så en investorgruppe anført af den norske skibsreder John Fredriksen måtte ud i en decideret redningsaktion med en kapitalindsprøjtning på ca. to milliarder norske kroner.
I september 2019 sagde Jacob Pedersen fra Jyske Bank at Norwegian var blevet fanget af selskabets egne vækstambitioner:
Der er bestilt for mange fly, og man har haft en forventning om, at det var muligt at tjene så mange penge, at de kunne betales, men det har selskabet ikke evnet. Langdistanceforretningen har vist sig at være kompleks, og Norwegian står i en situation, hvor de ikke kan betale for de fly, der er bestilt.
dr.dk
Kæmpegæld og ingen egenkapital
Den helt store klods om benet, som Norwegian har slæbt efter sig i lang tid er en samlet gæld på mere end 60 milliarder norske kroner, som selskabet har haft i flere år.
Allerede i løbet af 2019 faldt Norwegian aktien med mere end 60% og nu er kursen endnu en gang styrtdykket til et nyt lavpunkt for selskabets aktie.
Det samlede fald i aktiværdienpå noget der ligner 96%, har gjort at Norwegian ingenting er værd lige nu.
“En Norwegian-krone i dag vil være omtrent fire øre værd […]. Det er ikke særligt hyggeligt at være småaktionær i Norwegian i dag“, siger Mads Johannesen, der er investeringsøkonom i Nordnet til den norske avis Dagens Næringsliv. 1
Boeings problemer er Norwegians problem
Et andet stort problem for Norwegian har været det globale flyveforbud for Boeings 737 MAX fly, der blev udstedt i 2019 efter to fatale styrt med Boeing 737 MAX fly i 2018 og 2019.
Lige nu står der 18 Norwegian Boeing 737 MAX fly på jorden, hvor de ikke sørger for nogen indtjening, men derimod føjer yderligere skade til Norwegians problemer.
Rekordstort antal ordrer
Norwegian har ikke haft tid til andet end uafbrudt ekspansion.
I 2012 slog Norwegian alle rekorder med et samlet antal bestillinger på 222 nye fly.
Økonomien hos Norwegian har gennem lang tid været så spændt, så kombinationen af stor gæld og pantsætning, 737 Max flyveforbud, manglende indtjening på selskabets langdistance ruter og Coronakrisen, hvor stort set alle flypassagerer forsvandt som dug for solen, blev til sidst for meget – selv for en low-fare, low-cost operatør som Norwegian.
Grundlæggerne er væk
De to grundlæggere af Norwegian Bjørn Kjos og Bjørn Kise har allerede for ca. et år siden solgt stort set alle deres aktier i Norwegian.
Ifølge det norske nyhedsmedie e24.no ejede de to grundlæggeres fællesejede holdingselskab HBK Holding mere end 26% af aktierne i Norwegian i slutningen af 2018.
I dag ca. 15 måneder senere ejer HBK Holding ca. 0,15 % af aktierne i Norwegian.
1: Her citeret fra dr.dk.